12/03-15
-
Pressemeddelelse
Peter Duetoft om lykke i Sct. Pauls Kirke
Mød tidligere folketingsmedlem, Ridder af Dannebrog og frimurer, Peter Duetoft, til foredraget "Hvad med lykke". Sct. Pauls Kirke i Aarhus tager lykken under kærlig behandling lørdag den 21. marts.
Ny teknologi, karriere, familie og en evindelig strøm af information fra medierne, som vi forventes at forholde os til. I det debatskabende foredrag "Hvad med lykke", tager tidligere folketingsmedlem, Ridder af Dannebrog, frimurer og nu International demokratiseringsekspert, Peter Duetoft, livtag med et af de helt store temaer i det moderne samfund, lykke!
Hvad er lykke og hvordan manifesterer lykken - eller manglen på samme - sig i den moderne verden. Duetoft stiller med foredraget spørgsmål om livskvalitet; om vi som mennesker, kan nøjes med "online" kontakt, om vi er ved at udvikle os til et samfund, hvor man har glemt, at livet skal leves sammen med andre mennesker - og om ensomhed i virkeligheden er et af de største problemer i samfundet i dag.
Peter Duetoft er student fra Stenhus Gymnasium og HF og har studeret historie ved Københavns Universitet. Han har ad to omgange været landsformand for Centrum-Demokraterne, hvor blandt andet flygtningepolitik og europapolitik, var et af hans fokusområder. Duetoft blev i 1988 folketingsmedlem, formand for CD's folketingsgruppe i 1993 og formand for Finansudvalget i 1994. Efter CD's valgnederlag i 2005, meldte han sig ud af partiet og ind i Socialdemokratiet.
Siden 2003 har Duetoft arbejdet som International demokratiseringsekspert. Han har bl.a. været leder af en række EU, FN og OSCE demokratiprojekter i Centralasien, Vietnam og Kosovo.
Mød Peter Duetoft til foredraget om lykke lørdag den 21. marts kl. 19.30 i Sct. Pauls Kirkens sognegård på Skt. Pauls Kirkeplads 1 i Aarhus.
Pressekontakt
Brian P. Ørnbøl
+45 42 21 55 12
Martin Frøkjær-Jensen