27/08-15
-
Pressemeddelelse
Religiøs sameksistens sættes til debat
Fra 13.september til 22. oktober sættes den religiøse sameksistens til debat, når Christianskirken i Aarhus viser udstillingen `Crossroads´ af den amerikanske kunstner Perry Oliver. Der er gratis adgang til udstillingen og åbent for alle.
Med udstillingen over temaet `Crossroads´ eller `Veje der krydses´, vil Christianskirken i Aarhus sætte det multireligiøse og interkulturelle samfund til debat. Det er den amerikanske kunster, Perry Oliver, der står bag værkerne, som kan ses fra den 13. september til den 22. oktober.
Perry Oliver har i de seneste 40 år været bosat i Frigiliana i Andalucien. Byen er blandt andet kendt for sit vartegn, der består af det kristne kors, den jødiske davidsstjerne og den muslimske halvmåne, som optræder i samme symbol. Symbolet kan ses på alle byens brønddæksler, ligesom der er opstillet en to meter høj udgave af den i byen. Hvert år fejrer man i byen "The Three Cultures Festival", hvor man med kultur, musik, teater og mad, vil synliggøre den historisk gode sameksistens mellem kristne, jøde og muslimer. Festivalen trækker i dag tusindvis af mennesker til byen, som på den måde er blevet et forbillede for andre europæiske byer, når det drejer sig om kulturel integration.
Christianskirken sigter med udstillingen til, at vi lever i et multikulturelt samfund, hvor vi krydser hinandens veje. Kristne, Jøder, muslimer og mennesker af alle mulige andre overbevisninger. Fordringen lyder, at leve i respekt og accept af hinanden, på trods af forskellen i kultur og tro.
Perry Oliver udtrykker sig kunstnerisk gennem kobberraderinger og jernskulpturer. Han er i sin kunst inspireret af både religiøs kunst og spansk kultur og er manden bag et par større skulpturer i Danmark - én i kulturcenteret Augustiana i Augusteborg, og en anden på Tvis Kirkegård ved Holstebro.
Fakta:
- Kunstudstilling i Christianskirken
- 13. september til 22. oktober
- Fernisering den 13. september kl. 11.30
- Christianskirken, Frederikshaldsgade 15, Aarhus N.
- Åbent hverdage kl. 9-13.
- Gratis adgang
Pressekontakt
Brian P. Ørnbøl
+45 42 21 55 12