Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/11-15   -   Pressemeddelelse

Aarhus Domprovsti sender nyt gratismagasin på gaden



Med et nyt magasin vil kirkerne i Aarhus midtby fortælle om kirkernes arbejde i Aarhus Domprovsti. Magasinet `Indlevelse´ er på gaden i begyndelsen af december og første udgaven har fokus på kirkernes sociale arbejde.

Der foregår meget mere end koncerter, foredrag og gudstjenester i kirkerne i Aarhus midtby. Med et nyt magasin vil Aarhus Domprovsti fortælle om nogle af de mange andre tiltag, som medarbejdere og frivillige i kirkerne bruger deres tid på. I førsteudgaven har man valgt at sætte fokus på det omfattende sociale arbejde, som kirkernes medarbejdere bedriver - det såkaldte diakoni-arbejde. Diakoni er det græske ord for tjeneste og handler om at tage sig af andre mennesker og vise dem omsorg.

"Vi føler det er vigtigt at få fortalt om nogle af alle de gode initiativer der tages rundt omkring i kirkerne. Kirken er mere end klassiske koncerter og gamle ritualer. Faktisk gør kirken et enormt stort stykke socialt arbejde og et hav af medarbejdere og frivillige bruger deres tid på at hjælpe andre mennesker på mange forskellige måder. Det er et godt budskab at sende og samtidig en vigtig information i forhold til dem, der måtte mene, at kirken af forskellige grunde har mistet sin berettigelse", siger kommunikationsrådgiver hos Aarhus Domprovsti, Brian P. Ørnbøl.

I det nye magasin vil man blandt andet kunne læse om støtte til ensomme unge, uddeling af påskebuketter, besøgstjenester, tilbud til flygtninge og om nogle af de såkaldte funktionspræster. En funktionspræst er en præst med speciale på et særligt område eller en speciel målgruppe af udsatte mennesker - fx grønlænderpræsten, arresthuspræsten, hospitalspræsten eller gadepræsten.

Foreløbigt er planen, at det nye magasin skal udkomme en gang om året. Bliver tiltaget taget godt imod, overvejer man dog at udgive to gange årligt. I det første magasin er der fokus på kirkernes sociale arbejde, men planen er, at man i de kommende udgaver, vil have fokus på og fortælle om andre kirkelige områder også.

Magasinet er gratis og vil blive omdelt på byens caféer, uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner og lignende.

Pressekontakt

Brian P. Ørnbøl
  +45 42 21 55 12

Firma

Århus Domprovsti
Kystvejen 47
8000 Aarhus C, Danmark

  42215512
  42215512

http://provsti.dk/aarhusdomprovsti/

Modtag nyheder fra Århus Domprovsti på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire