Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/05-16   -   Pressemeddelelse

Stor interesse for byggeprojekter på Vestsjælland



Der blev netværket på kryds og tværs og talt med oplægsholdere, da et halvt hundrede af Netværkets SYD´s og Holbæk Erhvervsforum's medlemmer mødtes på Hotel Strandparken i Holbæk onsdag d. 27. april 2016. Hovedtemaet for dagens netværksmøde var præsentation af en række nuværende og fremtidige bygge- og anlægsopgaver på Vestsjælland.

Efter en kort velkomst ved direktør i Netværket SYD, Mickey Lund, og Niels Nielsen fra Holbæk Erhvervsforum, der udtrykte stor tilfredshed over de mange byggeaktiviteter i Holbæk og omegn, kom dagens første oplægsholder, Ronnie Giphardt Pedersen fra Holbæk kommune, på scenen.

Holbæk Kommune er dygtig til at bruge lokal arbejdskraft
Ronnie Giphardt Pedersen kunne fortælle, at der i 2016 er afsat ikke færre end 50 millioner kroner i Holbæk Kommune til bygge-, renovering,- og anlægsprojekter. Holbæk Kommune brugte i 2015 over 47 millioner kroner på lokale leverandører indenfor bygge- og anlægsprojekter. Til sammenligning brugte Københavns kommune i 2015 cirka 27 millioner, mens Herning kom på en tredjeplads med 18.8 mio.kr. Ronnie Giphardt Pedersen kom også med den gode nyhed, at udbuddene i Holbæk kommune sidste år var fordelt på ikke mindre end 137 forskellige leverandører, så der er gode chancer for at få en bid af de 50 millioner, som Holbæk Kommune har afsat i 2016 indenfor bygge og anlæg.

Renoveringsprojekter under Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse
Dagens næste oplægsholder, projektleder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Christian Enemark, fortsatte netværksmødet med at informere om forsvarets porteføljer, herunder planerne for renovering af flere kaserner på Sjælland, herunder Den Kongelige Livgardes hovedkaserne, Garderkasernen i Høvelte, og Garderhusar kasernen, på Antvorskov kaserne i Slagelse.

Christian Enemark gennemgik tidsplan, udbud og udførelse samt forhold vedrørende prækvalifikation og rammeaftaler i relation til renovering af kasernerne samt vedligeholdelses i Forsvaret generelt. Det blev oplyst, at projektering afsluttes i sommeren 2016, og at hovedentrepriser udbydes pr. etablissement. Selve udførelsesperioden for de to kaserner er 12-15 måneder med start medio 2017 og med forventet levering medio eller ultimo 2018.

Christian Enemark afsluttede sit oplæg med at informere om øvrige projekter på Sjælland og Bornholm, herunder blandt andet renovering af Nyboder, renovering af kloak og belægninger på Kastellet, byggeri af et domicil på Svanemøllen Kaserne samt etablering af Grønne etablissementer på Almegård Kaserne.

Byggeaktiviteter og ny teknologi hos SCHOU BIRKENDORF Arkitekter
Hans Birkendorf og Ole Schou fra SCHOU BIRKENDORF arkitekter rundede første halvdel af med at takke Netværket SYD for at få lov til at komme og være oplægsholder. Arkitektvirksomheden oplyste, at deres kunder primært er kommuner i Vestsjælland, boligselskaber samt private bygherrer, firmaer og virksomheder. I 2016 er der fuld gang i en lang række spændende nye og kommende byggeaktiviteter herunder blandt andet ombygning af Slagelse Teater, ombygning af Vig Skole, opførelse af nye botilbud for Odsherred Kommune, modernisering af Havnehallen i Odden Havneby og udvikling af et nyt boligområde i Holbæk. SCHOU BIRKENDORF arkitekter afsluttede et spændende oplæg med at fortælle om nye spændende tiltag på den tekniske side med blandt andet digital opmåling og registrering ved hjælp af droner.

Efter tre spændende oplæg var der afsat en halv time til at komme i dialog med dagens første oplægsholdere og netværke med de øvrige fremmødte deltagere.

Fors A/S - nyt forsyningsselskab med 663,7 mio. kr. i årlig omsætning
Anden halvdel af netværksmødet åbnede med et oplæg af Bjørn Nielsen fra Fors A/S, som er det nye fælles forsyningsselskab for Holbæk, Lejre og Roskilde Kommune. Fors A/S har 190 medarbejdere og omsætter årligt for 663,7 mio. kr. og investerer for 351,7 mio. kr. om året indenfor affald, vand, spildevand og varme.

Bjørn Nielsen gav deltagerne gode råd og tips til, hvordan man som leverandør kan få andel i kommende anlægsprojekter hos Fors A/S. På deres hjemmeside, www.fors.dk, er der en brugervenlig guide henvendt til alle leverandører, som er interesseret i at vide mere om aktuelle udbud, der ligger på udbudsportalen, Mercell.

Fælles udbytte af praktik- og projektsamarbejder
Kirsten Nielsen, studieleder fra Erhvervsakademi Sjælland, overtog mikrofonen og gennemgik de mange spændende muligheder, der er for skabe et udbytterigt samarbejde mellem erhvervsakademiets 3000 årsstuderende og erhvervslivet gennem praktik- og projektsamarbejder. Kirsten Nielsen forklarede, at mange virksomheder er meget tilfredse med at få en praktikant, som kommer med friske kræfter og nye faglige perspektiver. Praktikperioden varierer, men de fleste uddannelser har som oftest 10-12 ugers praktik.

Projektsamarbejde er også en god mulighed for at få løst en konkret opgave i ens virksomhed, forklarede Kirsten Nielsen. Som eksempel nævnte hun, hvordan tre studerende fra Erhvervsakademiet Sjælland med stor succes har været med til at videreudvikle den permeable belægningssten for virksomheden Midtgaard A/S. Kirsten Nielsen opfordrede alle til at klikke sig ind på erhvervsakademiets hjemmeside, www.easj.dk, hvor man kan læse meget mere mulighederne for at indgå en aftale om et praktik- eller projektsamarbejde.

Succeshistorie og rosende ord fra Daurehøj Erhvervsbyg
Sidste mand på podiet var oplægsholder Birger Daurehøj fra Daurehøj Erhvervsbyg A/S, der udfører hoved- og totalentrepriser. Daurehøj Erhvervsbyg blev etableret i 2003 og udfører med stor succes opgaver for boligselskaber, kommuner og udvalgte erhvervsbyggerier. Birger Daurehøj indledte sit oplæg med at rose Netværket SYD til skyerne. Dels har Daurehøj Erhvervsbyg fået konkrete opgaver gennem sit medlemskab i Netværket SYD. Derudover oplever Birger Daurehøj, at netværkets medlemmer var "fantastiske mennesker at være sammen med", som han udtrykte det.
Birger Daurehøj fortalte, at de altid ønsker kontakt til gode og faste underentreprenører, der kan være med til at løse nogle af de mange spændende projekter, som Daurehøj Erhvervsbyg har i pipelinen. Er man interesseret i at blive optaget i Daurehøj Erhvervsbyg leverandørregister, anbefalede Birger Daurehøj, at man skriver en mail til tilbud@d-byg.dk med oplysninger om leverandøremne, firmanavn og eventuel link til website.

Efter en spændende oplægsrunde var der igen tid til at komme i dialog med oplægsholdere og netværke med de øvrige deltagere i godt selskab med en lækker tapas, der blev nydt til lidt vådt til ganen og en smuk udsigt over Holbæk Fjord.

Tilfredse nye deltagere
En af deltagere, der var med for første gang som medlem, var Mads Mølgaard fra Pålsson Arkitekter A/S. Han var meget tilfreds med dagens arrangement.
- Jeg tror, at det er vigtigt at være med i et godt erhvervsnetværk som Netværket SYD, hvor du har mulighed for at etablere stærke samarbejdsrelationer i en positiv og uhøjtidelig stemning. Samtidig oplever jeg, at man i Netværket SYD får en masse ny viden og relevant fagligt input, så jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg er blevet medlem, lød det fra Mads Mølgaard.

En anden tilfreds deltager, som var med som gæst for første gang, var Jørgen Fischlein fra Flisebutikken.
- Jeg har prøvet flere netværk og overvejer nu at melde mig ind i Netværket SYD. Jeg synes, at det virker som et rigtig godt netværk, fordi det er meget byggeorienteret og håndgribeligt i forhold til opgaver. Og så er det godt at møde andre og få mulighed for at netværke og være der, hvor tingene sker.


Relevant information

Se præsentationerne fra arrangementet
http://www.nsyd.dk/arrangementer/2367/


Billeder


Pressekontakt

Mickey Lund
Direktør i Building Network
  +45 93857575
  +45 93857575

Firma

Byldis
Bloxhub, Bryghuspladsen 8
1473 København, Danmark

  +31 (0)6 15 34 89 36
  +31 (0)6 15 34 89 36

www.byldis.com

Modtag nyheder fra Byldis på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire