12/03-15
-
Pressemeddelelse
Time Matter vintage i Bellavista ved Bellevue
Ny urforretning i historiske omgivelser vil give besøgende en oplevelse i tid og sted.
Næste uge åbner Time Matter vintage ure på Bellevuevej 7, i et af Arne Jacobsens smukkeste hjørner i Bellavista. I et historisk lokale, med en skøn udsigt til Klampenborg station, og kun 100 meter fra Bellevue Strand. Time Matter bliver Nordsjællands nye urforretning med køb og salg af vintage-ure, samt bedre brugte ure.
Butikkens indehavere og dem de besøgende vil møde i daglig tale, er Søren Norsell og Benni Petersen.
Søren og Benni har en plan om at skabe et uformelt sted, hvor urinteresserede altid kan kigge forbi når turen går til Bellevue. God parkering og Klampenborg station der går lige til hoveddøren gør det til et nemt besøg i en travl hverdag. Time Matter tager gerne imod ure til kommissionssalg, og køber også selv ure til istandsættelse og videresalg.
Søren og Benni åbner butikken med et stærkt ønske om at skabe en moderne urforretning, hvor både nye og gamle ure, samt kendte og mindre kendte urmærker, er interessante, bare kvaliteten er i orden, og historien omkring mærket og uret er spændende. Det bliver et sted til at få pulsen ned over en god ur-snak og en kop kaffe, alt imens man nyder de udstillede vintage ure og ikke mindst Arne Jacobsens smukt tegnede butik. Det rolige lydbillede herude er af hestehove fra rideskolen ved siden af, og måske et sidste udkald fra Klampenborg station.
Der har været meget fokus fra medierne på det seneste omkring de økonomiske fordele i at placere dele af opsparingen i de rigtige vintage ure, men Time Matter sigter efter at tage de besøgende med bag tæppefald og give fortællingen om hvorfor det i det hele taget giver mening at lægge sine penge i et kvalitetsur, uanset mærke. Det er historien om bæredygtighed, nysgerrighed og glæden ved at have noget der kan gå i arv. Derudover kan Time Matter selvfølgelig også servicere ure, trykteste (til 100m), udfærdige ægthedsbevis, skifte batteri og assistere ved salg mellem private, hvor der kan gives en sikkerhed for at købet/salget er fornuftigt for begge parter.
Butikkens indretning har klare referencer til den tid da Bellavista blev bygget, og afspejler Arne Jacobsens oprindelige idéer for Bellavista, med træ i fx teak og mahogni og smukke elementer i messing. Den visuelle identitet til Time Matter er skabt af tokeo design studio, der ligeledes har taget afsæt i Arne Jacobsens design. Lokalet var oprindeligt bygget til AJ's gode ven Kay Bojesen, både som produktionsværksted og til salg af Bojesens klassiske træ-legetøj. Det historiske lokale har altid været tænkt som et sted til fordybelse. Først fordybelse i designet af trælegetøj der idag er elsket verden over, og nu i smukke kvalitets-ure.
Pressekontakt
Benni Petersen
22197292