07/09-16
-
Pressemeddelelse
Langt ude: Parkerede bilsamling i granskov for seks år siden - nu skal de sælges!
Det lyder bogstaveligt talt helt ude i skoven, og det er det faktisk også: Skoven ligger ved Hadsten imellem Aarhus og Randers, og her kunne en tilfældigt forbipasserende svampesamler indtil for nylig nemt komme til at tro, at nu var det blevet for meget med de euforiserende svampe.
For langt, langt inde i en granskov, hvor ingen andre end svampesamlere vel kunne tænkes at færdes, dukker der et forunderligt syn op. En samling af nydelige ældre Mercedes, flere i skønne halvfjerdser- og firserfarver, der passer fint til en dansk efterårsskov. Men bortset fra farven, så ser bilerne mildest talt malplacerede ud, derinde i skoven. Især fordi det jo tydeligvis ikke er bare en enkelt tilfældigt placeret bil, men en hel bilsamling, der her er parkeret med fuldt overlæg. Er der mon en god forklaring?
Jo, det er der da: Bilerne er ejet af en lokal samler, og der er 16 af dem i alt. Stjernerne i samlingen, om man så må sige om det tyske mærke, er en række Mercedes af forskellige modeller og årgange. To af dem bærer begge kælenavnet "den sidste rigtige Mercedes", og Mercedes entusiaster diskuterer her 30-40 år efter stadig hvilken, der er den mest rigtige af de to modeller med de interne kodenavne W123 og W124.
Solide er de begge kendt for at være, men det er alligevel ikke oplagt at parkere dem i en skov i seks år. Det viser sig da også, at det heller ikke var meningen, at de skulle stå så længe. For bilsamleren havde faktisk til hensigt at sætte bilerne i stand og sælge dem. De fleste af dem er uden dansk afgift, men de var alle kørende ind i skoven ved egen kraft. Men projektet trak ud og ud, og nu har samleren indset, at det vist aldrig bliver til noget, og at han derfor hellere må sælge dem nu.
Så for nyligt blev alle bilerne trukket ud af skoven, og selvom de ikke står køreklare mere, så har Mercedes'erne efter sigende levet op til deres solide ry og modstået naturens mægtige kræfter ganske godt. Samtlige biler er dog projekter, der trænger til en kærlig hånd, og det håber samleren så nogle andre kan finde tid til.
For selv at spare mere tid har skovfunds-ejeren overladt salget af samlingen til auktionshuset Campen Auktioner i Randers, der afvikler auktionen som netauktion nr. 740. Der er eftersyn på bilerne fredag den 9. september kl. 13-16, men den nøjagtige adresse oplyses først ved konkrete henvendelser.
Bydere kan til gengæld glæde sig over, at bilerne nu er trukket ud af den tætte skov, så de er noget nemmere at besigtige og ikke mindst at afhente. Campen Auktioner er spændte på at se hvad de mange projektbiler kan indbringe: Bilerne sælges uden mindstepris, så auktionshuset mener, at der er mulighed for at gøre en virkelig god skovfangst.
Supplerende oplyser auktionarius Finn Campen; -Fundet skiller sig ud i forhold til de ladefund, der af og til dukker op. Det er solide biler, der generelt er i god stand. Det er et oplagt køb, hvis du er Mercedes ildsjæl eller bare har interessen for at restaurere gamle spændende biler.
Relevant information
Link til Campen Auktioner
http://www.campenauktioner.dk/
Link til auktionskatalog nr. 740
https://campenauktioner.hibid.com/catalog/84199/740-net--16-biler-fundet-i-skov--hadsten-/
Firma
Campen Auktioners eftf. A/S
Myntevej 2
8920 Randers NV,
Danmark
+45 22 71 55 55
+45 22 543 543
http://campenauktioner.dk