Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
16/10-24   -   Pressemeddelelse

Kæmpe specialfremstillede Knæk Cancer blomsterhøjbede kan nu blive dine



Der er næppe nogen i Danmark, der ikke har stiftet bekendtskab med kræft – enten personligt, gennem familie, venner eller kollegaer. Det er en sygdom, der rammer bredt og hårdt, men vi kan gøre en forskel, når vi står sammen og bidrager. I år har vi valgt at gøre noget nyt og stort: KK-Metal har samlet nogle af de bedste inden for deres fag og skabt et projekt, alle er stolte af.

Et projekt, hvor alle midler går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse gennem Knæk Cancer. Projektet består af 9 store højbede, der tilsammen danner Knæk Cancer-blomsten, vi alle kender. Højbedeblomsten måler cirka 3 meter i diameter og består af 8 blade – 7 sorte og et rødt – som omkranser et rundt, rødt bed i midten. Hvert blad er laserskåret, valset og svejset af Thy-Metal og KK-Metal og derefter omhyggeligt malet af Scanlak. Champost leverer højbedsmuld, og Campen Auktioner står for at sælge højbede gennem en velgørenhedsauktion uden gebyrer, moms eller salær. Det betyder, at det fulde hammerslag går ubeskåret til Knæk Cancer. Hvert 'blad' måler 120 cm i længden, 49 cm i højden og 40 cm i bredden, med en vægt på ca. 40 kg. Det runde midterstykke er 40 cm i diameter, vejer ca. 20 kg, og hele blomsten vejer omkring 400 kg. Alt leveres gratis til køberen i uge 44, lige efter det store Knæk Cancer-show på TV2.

Dette projekt betyder meget for os, og flere af de involverede har en dybt personlig relation til sagen:

En medarbejder fra KK-Metal, som selv har overlevet kræft, fortæller: Jeg kan i dag kalde mig kræftfri, blandt andet takket være den forskning og behandling, som støttes af indsamlinger som Knæk Cancer. Behandlingsmulighederne har udviklet sig enormt de seneste år, og det er vigtigt, at vi fortsætter med at forske, så endnu flere kan blive helbredt. Derfor giver det her projekt virkelig mening for os.

Henrik Goul, direktør for Champost, udtaler: -Vi støtter dette projekt, fordi vi mener, at havelivet og det grønne omkring os har en stor betydning. Det kan virke helende, skabe mening og samle mennesker. Derfor føles det naturligt for os at bidrage til denne sag.

Nichlas Christensen, salgschef ved KK-Metal, deler sin historie: -Vi har altid støttet med personlige donationer i kampen mod kræft. Men det kom alt for tæt på i foråret 2023, da vores produktionschef fik konstateret brystkræft. Det kom ud af det blå og ramte hele virksomheden hårdt. En daglig drivkraft i virksomheden, et led imellem alle afdelinger. Pludselig væk fra sit daglige arbejde. Vi oplevede i dette forløb, at sygehusvæsenet gjorde en kæmpe indsats, og netop forskningen i kræft gjorde en massiv forskel. Hun blev tilbudt en helt ny supplerende behandling, som stadig var i et tidligt stadie i forskningen. Et forløb, som var udviklet specielt til brystkræft, og behandlingen viste sig at være effektiv. Det var helt uvirkeligt, da hun stod på kontoret og var klar til at starte arbejdet op igen. Vi kunne slet ikke forestille os en hverdag uden hende. Det var som om en sten blev fjernet fra hjertet på alle medarbejdere. Vi blev lige en kende lettere og meget berørte. Hendes kamp blev vundet igennem fondsmidler og forskningsprojekter, som ikke er mulige uden finansiel støtte. Derfor vil vi gerne vise vores engagement til sagen og forhåbentlig inspirere andre til at være med. Vi har inviteret en håndfuld af vores samarbejdspartnere til at hjælpe. Du har også et netværk derude – det er aldrig for sent at samle kræfterne.

Ann-Karina Mathiasen, salg og rådgivning ved Thy-Metal, siger: -Når man har set, hvad kræft kan gøre ved en person og en familie, behøver man ikke spørge to gange, om man vil deltage i et projekt som dette. Hos os har vi selv oplevet kræft tæt på, og selvom det endte lykkeligt, har det gjort, at vi ønsker at gøre noget stort for at hjælpe. Vi har set, hvor meget det betyder at samle penge ind, og det arbejde, vi har lagt i dette projekt, beviser, hvor meget det hjælper. Derfor gør vi det – sammen.

Scanlak Balling A/S har også en personlig forbindelse til kræft: -Vi støtter Knæk Cancer, blandt andet fordi vores produktionschefs barnebarn, Isabella, fik konstateret leukæmi kort før sin 4-års fødselsdag. Isabella var igennem et hårdt behandlingsforløb i 2,5 år, inden hun blev erklæret rask. Det berører os dybt, når børn rammes af kræft – det føles så uretfærdigt. I dag er Isabella en frisk pige på 10 år, fuld af energi, og vi er taknemmelige for, at hun har fået livet tilbage. Derfor støtter vi Knæk Cancer med hjerte og sjæl.

Til sidst udtaler Annette Kjær, PR- og marketingchef hos Campen Auktioner: -Min ægtemand døde for 14 år siden, og min far døde sidste år – begge af kræft. Derfor giver denne auktion så meget mening for mig personligt. Den frivillige indsats, der ligger bag, og de midler, der doneres til forskning, er et vigtigt skridt i kampen mod denne frygtelige sygdom. Hos Campen Auktioner har vi stor erfaring med velgørenhedsauktioner, og vi er både stolte og glade for at kunne være en del af denne onlineauktion nr. 10448, hvor vi sælger højbede formet som Knæk Cancer-blomsten. Det er vores måde at bidrage på og fastholde fokus på kampen mod kræft, hvorpå Annette afrunder: - Uanset om du er en del af sundhedssektoren, erhvervslivet eller blot ønsker at støtte en vigtig sag, kan du med dit bud på dette flotte specialfremstillede Knæk Cancer blomsterhøjbed medvirke til gøre en forskel i kampen mod kræft.




Relevant information

Link til Campen Auktioner A/S
https://www.campenauktioner.dk/

Link til auktionskatalog nr. 10448
https://campenauktioner.hibid.com/catalog/585148/10488--h-jbede-til-fordel-for-kn-k-cancer--hele-landet-


Billeder


Pressekontakt

Annette Kjær
PR & Marketingchef
  +45 40 19 19 50

Firma

Campen Auktioners eftf. A/S
Myntevej 2
8920 Randers NV, Danmark

  +45 22 71 55 55
  +45 22 543 543

http://campenauktioner.dk

Modtag nyheder fra Campen Auktioner på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater