Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/05-15   -   Pressemeddelelse

Nyt hus i helligdagene? Tjek gamle huse, inden du køber

Mange går med en drøm om at bo i et hyggeligt og idyllisk ældre hus. En restaureringsekspert giver gode råd til, hvad du skal kigge efter, inden du køber - måske kan det give en lavere pris.

Foråret er det tidspunkt på året, hvor der er godt gang i hushandlerne. Overvejer du at købe et gammelt hus, er det vigtigt at vide, hvad du går ind til. Er huset velholdt, eller trænger det til en større omgang? Og har du selv evner, tid og penge til at sætte det i stand?

Tænk, før du køber

Er det maleriske slid nu også bare patina og ikke alvorlige skader? Er det her hus et håndværkertilbud, der er lidt for godt til at være sandt?
"Hvis man seriøst overvejer at købe et 'nyt', gammelt hus, men ikke selv føler sig tryg ved at vurdere dets tilstand, så kan det være en god idé at alliere sig med fagfolk, inden man skriver under på kontrakten. Det kan spare en for mange ærgrelser senere hen," fortæller Anders Bæhr Nielsen, der arbejder i Center for Bygningsbevaring i Raadvad, der er specialister i historiske huse og traditionelle byggematerialer. Det er vigtigt at vurdere, om huset er sundt, og at få et overblik over det fremtidige behov for vedligeholdelse, før man køber. Så kan man bedre beslutte, om det er det rigtige hus at investere både tid og penge i.

Mere viden kan sænke prisen

"Mange købere har også vanskeligt ved helt at forstå konsekvenserne af anmærkningerne i den tilstandsrapport, sælger har fået udarbejdet. Nogle gange er der ting, som er overset eller ikke nævnt i tilstandsrapporten, og en gennemgang kan derfor i nogle tilfælde også bruges til at argumentere for et lavere bud end den udbudte pris," forklarer Anders.

At holde ved lige og at holde af

"Der er selvfølgelig noget arbejde med et gammelt hus. Det skal holdes ved lige, ellers går det til. Det gælder jo alle bygninger, også de nye. Men hvis man egentlig helst vil bo i et spritnyt hus, så skal man nok ikke købe et gammelt. Historiske huse er noget, man skal holde af at bo i," mener Anders. Han bor selv i et fredet hus, så både som fagmand og privatperson kender han til de gamle huses kvaliteter og behov.

Gør-det-selv, men gør det rigtigt

Hvis man gerne vil sætte huset i stand selv, gør det selvfølgelig ikke noget, at det er lidt slidt, men så er det vigtigt, at man kender til de materialer og metoder, der hører et gammelt hus til. Gør man det forkert, kan det gøre mere skade end gavn.
"Plastikmaling og cementmørtel er bandlyst på et ældre hus! Det er bygget af nogle helt andre materialer, og de skal kunne arbejde sammen med de produkter, man reparerer med - og det kan de ikke med plastikmaling og cementmørtel, der er alt for tætte, stærke og ufleksible til et gammelt hus. De lukker overfladerne, så fugt ikke kan trænge ud og væk fra huset, og så opstår der fugtskader, der med tiden kan blive meget alvorlige. Det kan være gode og sunde trævinduer, der rådner, fordi plastikmalingen er for tæt, eller murværk, der er pudset med cementmørtel, der får problemer med opstigende grundfugt og afskalning af pudsen. Det er meget vigtigt, at der bruges materialer, der kan ånde, så den fugt, der opstår i alle huse, kan komme ud igen. Linolie og kalkmørtel kan ånde, og det er gode, traditionelle materialer, som de gamle huse kan tåle," forklarer Anders.
Han fortæller, at de fleste henvendelser, centeret får fra husejere, handler om skader på enten vinduer pga. forkert maling eller på murværk, der er pudset eller fuget med forkert mørtel. Desuden kommer der mange spørgsmål om muligheder for energiforbedring af de gamle huse.

"Det er ærgerligt, hvis værdierne i et gammelt hus går tabt, fordi man - sikkert i den bedste mening - har behandlet huset forkert eller kommer til at udskifte noget, der med den rette vedligeholdelse kan holde mange år endnu. Det går ud over husets sundhed og udseende og dermed også over dets økonomiske værdi. Fonden Realdania har for nylig offentliggjort en analyse af huspriser, og det viser sig, at bevaringsværdige huse har højere salgspriser end almindelige huse - så der er flere grunde til at passe på de gamle bygninger og gøre det på den rigtige måde," pointerer Anders.

Faktaboks 1
Her er nogle af de ting, Anders Bæhr Nielsen foreslår, man skal overveje, når man går et gammelt hus efter i sømmene:
· Er huset tæt og sundt på tag og fag - dvs. er ydervægge og især taget tæt
· Er der udsigt til større vedligeholdelsesarbejder inden for de næste 10 år
· Er der foretaget uheldige "gør-det-selv-projekter" - hvis arbejder, der er synlige, er forkert udført, gemmer der sig ofte noget, der er endnu værre inde bagved
· Hvad er der af behov for energiforbedringer eller bygningsændringer

Faktaboks 2
Realdania har fået udarbejdet en analyse af forholdet mellem bevaringsværdier og huspriser. Det viser sig, at bevaringsværdige bygninger har højere salgspriser end almindelige huse. Læs mere om analysen og download den på www.realdania.dk

Faktaboks 3
Gratis råd og vejledninger om materialer og metoder kan downloades på www.bygningsbevaring.dk

Pressekontakt

Dorthe Bendtsen
  +45 51 51 88 94

Firma

Racconto
Korsørgade 21 3.tv.
2100 København Ø, Danmark

  51518894
  51518894

www.racconto.dk

Modtag nyheder fra Racconto på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater