22/10-15
-
Pressemeddelelse
Københavnere er de største chokoholics
Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at julen så småt står for døren, hvilket især tydeliggøres ved et besøg i det lokale supermarked, hvor der allerede nu langes både pebernødder og juleslik over disken. Forbruget af især chokolade stiger eksplosivt i og omkring jul, men hvem spiser egentligt mest chokolade i Danmark?
Tal fra Dansk Statistik viser med al tydelighed, at der er store forskelle på hvor meget vi bruger på chokolade alt efter hvor i landet vi bor. Københavnere er dem der bruger flest penge på chokolade, da hver husstand i Hovedstadsområdet hvert år bruger i omegnen af 930 kroner på chokolade, hvilket er ti procent mere end den gennemsnitlige danske husstand. Nordjyderne er dem der bruger færrest penge på chokolade, da hver nordjysk husstand i gennemsnit bruger omkring 720 kroner på chokolade. Denne trend kan Peter Christoffersen, ejer af webshoppen Cakao.dk, som sælger te og chokolade, genkende.
»Vi oplever, at en overvægt af den chokolade vi sælger, bliver sendt til Sjælland og især København, en tendens som vi kun forventer vil fortsætte«, siger Peter Christoffersen.
Hvis vi tager et kig på hvordan husstandene er sammensat og sammenholder det med forbruget af chokolade, så dukker der et interessant mønster op. Personer over 60 år, som bor alene, har fra 2012 til 2014 øget deres forbrug på chokolade med 26 procent, og de er dermed den befolkningsgruppe, som bidrager mest til at øge den overordnede fremgang i salget af chokolade, som er steget cirka tre procent fra 2012 til 2014. Dette kan Peter Christoffersen delvist bekræfte.
»Vi beder ikke vores kunder om at oplyse deres alder når de bestiller hos os, men vi kan se, at personer over 60 år udgør en større og større del af dem der følger os på Facebook, så interessen for chokolade er helt klart til stede i dette segment«, udtaler han.
I modsætning til ovenstående har børnefamilier brugt færre penge på chokolade i 2014 end de gjorde i 2012, hvilket selvsagt er med til at trække udviklingen i modsat retning.
En analyse foretaget af Coop Danmark har påvist, at lørdag er den dag der bliver spist mest chokolade. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der ikke bliver spist chokolade resten af ugen. På en vilkårlig dag spiser næsten en ud af fem danskere chokolade, hvilket må siges at være en betragtelig del af den danske befolkning. I 2012 spiste hver dansker i gennemsnit 7,5 kilo chokolade, hvilket er lidt over 20 gram om dagen. Vi spiste faktisk så meget chokolade i 2012, at kun syv nationer formåede at have et højere per capita forbrug end os danskere i dette år.
Pressekontakt
Peter Christoffersen
+45 42 34 07 00
Firma
Cakao
Ramsherred 37c, 1. tv.
Aabenraa,
Danmark
42340700
42340700
www.cakao.dk