22/04-15
-
Pressemeddelelse
Dansk MC-håb er optimist før start på Superbike EM
Michael Møller Pedersen op mod fabrikskørerne i den fornemme 1000 cc klasse
Når Circuito do Algarve fra 24.-26. april danner rammen om det første løb i European Superbike Championship 2015 for 1000 cc motorcykler, er det med den danske mester fra 2013, Michael Møller Pedersen, til start.
Tophastighederne i Superbike klassen er tæt på 300 km/t, og som det kendes fra bl.a. Formel 1, strækker løbene sig over hele den kommende weekend med træninger fredag - tidskørsler og kvalifikation lørdag - og selve EM-løbet søndag.
Fabrikskører eller Privateer
Udfordringen for Michael Møller Pedersen, der tager hul på sin 5. sæson i Superbike klassen, er især konkurrencen fra feltets fabrikskørere. De er klare favoritter, fordi de har optimale muligheder for hele tiden at teste og forbedre deres grej:
- Det betyder, at konkurrencen ikke foregår på lige vilkår, og det har man taget konsekvensen af ved at ind-føre en såkaldt Privateer Cup. Det er et mesterskab for os private kørere, der ikke er knyttet til en fabrik. Og hvor jeg i hovedkonkurrencen om Superbike EM er sluttet lige uden for top 10, så har jeg en realistisk mulighed for at komme i top 5 i Privateer Cup.
Udfordret af styrt og nye dækregler
Michael Møller Pedersens forberedelser til årets Superbike serie har været ramt af et styrt i januar måned. En brækket hånd betød, at flere planlagte træninger og testkørsler i Spanien måtte aflyses.
Her i Danmark træner Michael bl.a. på Padborg Park, ligesom der bruges rigtig mange timer i styrkerummet og med konditionstræning.
Mountainbike og motocross er vigtige for at træne balancen, og så er der arbejdet med at forberede Aprilia RSV4 motorcyklen og alt grejet. Her er betydningen af et godt mekaniker-team virkelig stor.
- Som en ekstra udfordring i denne sæson er der indført nye dækregler i forbindelse med, at Michelin har købt eneretten til Superbike EM. Det betyder, at alle skal bruge deres dæk, og det bliver helt nyt for mit vedkommende, fortæller den danske kører.
Oplev Superbike EM
Den danske interesse for European Superbike Championship er stigende, og Michael Møller Pedersen fortæller, at der arrangeres ture til 2015-seriens i alt 10 løb. Efter weekendens start i Portugal afvikles de på spanske baner, bl.a. i Barcelona, den 21. juni, 5. juli, 6. september, 4. oktober, 1. og 15. november. Han formidler gerne kontakten for både enkeltrejsende og grupper.
Pressekontakt
Michael Møller Pedersen
97 74 07 33