Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/05-15   -   Pressemeddelelse

Så giv mig dog en chance

Hafaz er jobsøgende og spastisk lammet: Så giv mig dog en chance

Når Hafaz Shah sender en jobansøgning afsted, så skiller den sig som regel ud fra mængden. For Hafaz Shah er spastisk lammet og sidder i kørestol.

Hans handicap betyder desværre for ham, at han ikke har let ved at få et job, selvom han er højt uddannet indenfor IT-branchen. Gennem de seneste år har han søgt flere hundrede forskellige jobs fra sit hjem på Amager, men det eneste resultat har hidtil været, at bunken af standard-afslag hober sig op.

- Alt jeg ønsker er at få en chance. Jeg kræver naturligvis ikke, at jeg får jobbet med det samme, men jeg vil bare gerne have muligheden for at komme til en samtale og sælge mig selv. Men så langt når jeg aldrig, siger Hafaz Shah til tv2.dk.

I 2005 blev Hafaz Shah uddannet som datanom, og i de efterfølgende år samlede han en del erfaring som programmør hos blandt andre Mærsk Data og HP. Som programmør mødte han den udfordring, at han tastede for langsomt i forhold til andre, så for at dygtiggøre sig tog han to moduler i ledelse på professionshøjskolen UCC's diplomuddannelse.

Jeg er ikke kræsen
- Jeg er realistisk og ved jo godt, at der er mange jobs derude, som jeg ikke kan klare på grund af mit handicap, og jeg kan ikke bare gå ned i Netto og få et arbejde i kassen. Det er ikke, fordi jeg er kræsen, for jeg har også søgt mange jobs, hvor jeg på papiret har været overkvalificeret.

- Min drøm lige nu er at arbejde som IT-projektleder, altså den der sørger for, at projekterne lykkes. Jeg har arbejdet med IT i så mange år som programmør og har det derfor i fingrene, og jeg ved, hvordan udviklere tænker, siger han.

Hvis der er en ting Hafaz Shah har lært af modgangen på arbejdsmarkedet, så er det, at man ikke skal lade sig slå ud. Trods frustrationerne møder han verdenen med et smil, og i stedet for at give op med at lede efter et job, har han stålfast valgt at kæmpe sin sag med et positivt sind.

Skjuler ikke handicap
Derfor har han valgt også at uddanne sig som skolelærer for at øge sine muligheder på jobmarkedet. Under uddannelsen er det normalt, at man som studerende kan få timer som lærervikar, men også her har Hafaz Shah stødt panden mod en mur.

- Jeg må indrømme, at det er lidt nedslående, at jeg ikke kan få et lærervikariat, når nu mine medstuderende kan. Jeg vil ikke sige, at det kun skyldes mit handicap, men jeg tror ikke, det hjælper på mine chancer, at jeg sidder i en kørestol. Jeg er efterhånden begyndt at tro, at de er bange for den.

- Jeg skjuler ikke mit handicap i mine ansøgninger. Jeg er født med spastisk lammelse og kan ikke bruge mine hænder og fødder så meget, men hjernemæssigt er jeg lige så hurtig som alle andre. Jeg er sikker på, at der nok skal være nogen derude, der kan bruge mine kvalifikationer, så jeg fortsætter ufortrødent. Jo mere modgang jeg møder, desto mere giver det en trodsreaktion i mig. Jeg skal sgu nok bevise, hvad jeg kan, og at jeg kan begå mig, siger Hafaz, der er født i Danmark og har pakistanske forældre.

Hafaz stiller gerne op til interview for at belyse et problem, som mange handicappede dagligt kæmper med.

Kontakt Hafaz Shah - mobil 26 79 39 98 - Mail hafaz.shah@gmail.com

Pressekontakt

Hafaz Shah
  26 79 39 98
Bjarne Winther
Journalist
  29 36 20 42

Firma

WINKOM PR & Kommunikation
Dalgas Have 28
2000 Frederiksberg, Danmark



Modtag nyheder fra WINKOM PR & Kommunikation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire