Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/05-15   -   Pressemeddelelse

Vulkan Dæk har succes med renoverede slidbanedæk til lastbiler

Vulkan Dæk A/S har gennem de seneste år investeret massivt i højteknologisk maskiner for at sikre optimal tryghed og sikkerhed i produkterne. Den seneste investering øger produktionskapaciteten med 70 procent.

"Hidtil har vi renoveret i omegnen af 16.000 kvalitetsdæk om året. Med vores nye maskiner har vi fremover kapacitet til at producere 27.000 dæk årligt," fortæller Henrik Nielsen, administrerende direktør hos Randers-virksomheden Vulkan Dæk, der er en af Europas mest moderne producenter af slidbanedæk og en trofast og etableret leverandør til transportbranchen.

Vulkan Dæks speciale er det unikke RingTread-system fra italienske Marangoni, som virksomheden har samarbejdet med igennem 40 år.

"De seneste års teknologiske udvikling inden for dæk har været massiv, og det kommer kunderne til gode. Den erfarne chauffør ved jo, at dækkvaliteten har stor betydning for den samlede brændstoføkonomi," siger den administrerende direktør.

Et skarpt fokus på salg er den vej, Vulkan Dæk vælger at gå for optimalt at udnytte de nye maskininvesteringer. Strategien er at etablere samarbejde med de største kunder og i øget grad at pleje og servicere dækværksteder og forhandlere.

"I denne kontekst ser vi det i stigende grad som vores rolle at være en kompetent rådgiver for kunderne. Et slidbanedæk er nemlig ikke bare et slidbanedæk;" lyder det fra Henrik Nielsen, der uddyber: "De kan nok se ens ud, men der kan være stor forskel på gummikvaliteter, hvilket giver sig udslag i kilometer, vejgreb, rullemodstand etc. Samtidig er karkassens beskaffenhed vigtig, da det er den, der skal bære dækket gennem det næste liv. Dette er netop årsagen til, at vi har investeret i den nyeste teknologi til at inspicere disse. Dermed sikrer vi os, at det færdige produkt bliver af bedste kvalitet."

Samtidig er det nemt at være kunde hos Vulkan Dæk: "Også når det gælder logistikken, er vi stærke. Vores lastbil indsamler karkasserne og leverer efterfølgende de nye dæk hos kunderne. Det sker i hele Danmark og i det sydlige Sverige," fortæller Henrik Nielsen.

GOD ØKONOMI OG MLJØHENSYN
Genbrug og grønne valg er noget de færreste forbinder med store lastbiler og busser, der kører Europa tyndt. Men faktisk har Vulkan Dæk gjort sit til, at 40 procent af alle nye dæk på danske lastbiler og busser i dag er regummierede i stedet for spritnye.

"Uden at fortælle så meget om det har transportbranchen i stor stil taget genbrugstanken til sig, når det gælder dæk," fortæller Henrik Nielsen fra en af de kun tre danske regummieringsvirksomheder:
"I dag er cirka 4 ud af ti nye dæk i Danmark regummierede. Det vil sige, at det nedslidte dæk 'karkassen' er blevet genanvendt, når det originale dæk er slidt ned. Karkassen er blevet renoveret, den gamle slidbane er fjernet og erstattet af en ny."

At køre med regummierede dæk er sund fornuft - både økonomisk og miljømæssigt, understreger Henrik Nielsen og nævner, at et dæk fra Vulkan Dæk kun koster 2/3 af et helt fabriksnyt. Det skaber desuden mindre CO2-udledning og er dermed sundere for miljøet. Og så har et originaldæk og et regummieret slidbanedæk akkurat den samme holdbarhed.

BOKS - FRA FAR TIL SØN
Henrik Nielsen, der netop er fyldt 50 år, har viet hele sit arbejdsliv til Vulkan Dæk A/S.
15 år gammel startede han som arbejdsdreng hos Vulkan Dæk, og i 1994 overtog han virksomheden efter sin far. Vulkanisering drejer sig om at forny brugte bildæk ved at påføre dem nyt gummi, men det er ikke længere muligt at uddanne sig til vulkanisør. Hos Vulkan Dæk er håndværket i stedet blevet overleveret fra far til søn og forfinet gennem årene.
"Jeg og medarbejderne kender produkterne helt til bunds. Vi har alle været her i rigtig mange år, har stået ved alle vores maskiner, og jeg har tilmed kørt vores lastbil i en kortere periode," fortæller den administrerende direktør.
Sidste år gik en af Vulkans medarbejdere på pension efter 34 år, mens en tidligere chauffør gik på pension efter 39 år.

BOKS - KLIPKLAPPERE I FROKOSTSTUEN
Dækbranchen er traditionelt en branche med et beskidt produktionsmiljø. Men de seneste par år har Henrik Nielsens hustru, Pernille Wardinghus, været en del af den daglige ledelse i Vulkan Dæk, og det er både til at se og mærke. Det interne miljø har fået ny bevågenhed.
"Det skal være rart at være her. Gulvet i produktionen vaskes hver uge - her bliver ryddet op - og vi skifter til klipklappere, når vi går ind i frokoststuen," fortæller Pernille Wardinghus.

BOKS - VIDSTE DU?
At regummiering:
-giver nedslidte dæk nyt liv og originale egenskaber
-er sund fornuft - både når det gælder miljø og økonomi
-erstatter dækkets slidte slidbane med en ny
-er af minimum samme kvalitet som nye dæk

BOKS - SÅDAN KØRER DU FLERE KILOMETER PÅ LITEREN!
Kan du mindske, hvor meget dækket bremser, kan du reducere lastbilens forbrug af brændstof. Op til 30 procent af en lastbils brændstof bruges nemlig på rullemodstanden på vejen.
Vulkan Dæk giver derfor gode råd om:
-Det rigtige lufttryk i dækket
-Den rigtige gummiblanding på slidbanen
-Det rigtige mønster på slidbanen
70 procent af rullemodstanden kommer fra slidbanen
30 procent af rullemodstanden kommer fra karkassen

BOKS - HSTORIEN OM VULKAN DÆK A/S
1963 - Vulkan Dæk bliver etableret i Jernbanegade af Egon Nielsen
1966 - Vulkan Dæk flytter til Hvedevej 28 i Randers
1975 - Vulkan Dæk præsenterer RingTread system fra Marangoni i Danmark
1981 - Henrik Nielsen starter som arbejdsdreng
1994 - Henrik Nielsen overtager roret fra faren og bliver administrerende direktør
1999 - Dækcentret sælges fra, og Vulkan Dæk har nu kun fokus på regummiering af dæk til transportbranchen
2004 og 2005 - Naboejendom på Hvedevej overtages, der bygges til og om
2013 - Hvedevej 10-24 overtages og 50 års jubilæum fejres i nye produktionslokaler
Marts 2015 - Ny specialudviklet rasp- og byggemaskine tages i brug

Billeder


Pressekontakt

Henrik Nielsen
Administrerende direktør
  86424288

Firma

Vulkan Dæk A/S
Hvedevej 28
8920 Randers NV, Danmark

  86424288

www.vulkan.dk

Modtag nyheder fra Vulkan Dæk A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire