18/05-15
-
Pressemeddelelse
Aarhusianer tildeles tandteknikernes Oscar
Jacob Mikkelsen fra Aarhus er netop kåret som årets medarbejder i klinikkæden Tandprotetikeren grundet stor faglig og personlig kunnen.
Den landsdækkende kæde Tandprotetikeren har netop afholdt generalforsamling og årskongres, hvor aarhusianeren Jacob Mikkelsen blev kåret som årets medarbejder. Jacob Mikkelsen arbejder til daglig hos Tandprotetikeren på Banegårdspladsen 8 i Aarhus, og her sørger han med sin specialiserede viden for, at klinikkens kunder får den allerbedste behandling.
- Jacob Mikkelsen har som kvalitetsansvarlig hos Tandprotetikeren i Aarhus været foregangsmand for hele vores kæde. Han spillede en central rolle, da klinikken som en af de første i branchen opnåede en særlig kvalitetscertificering, og har på den måde fungeret som forbillede for vores andre klinikker. Samtidig er han en god kollega og værdsat af sine patienter, fordi han formår at skabe tillidsvækkende relationer, der gør folk trygge. Han er med andre ord en værdig vinder af prisen som årets medarbejder, lyder det fra Tandprotetikerens administrerende direktør, Sven Erik Sørensen.
Jacob Mikkelsen var en af mange nominerede til prisen. De respektive chefer i Tandprotetikerens 26 klinikker havde alle mulighed for at indstille en medarbejder til prisen, og herefter besluttede kædens ledelse og et fagligt udvalg, at aarhusianeren var den oplagte kandidat i 2015.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for prisen. Det er altid rart, når ens arbejde bliver værdsat. Det vigtigste for mig er, at jeg gør mit bedste for at gøre kunderne tilfredse, og at vi formår at hjælpe vores kunder godt videre. Og så er det jo dejligt, når der også bliver lagt mærke til vores indsats fra ledelsen, siger Jacob Mikkelsen.
Da Jacob Mikkelsen fik titlen til årskongressen, blev han mødt med store klapsalver fra salen. Han er kendt i branchen for at delagtiggøre andre i sin store faglige indsigt - og er værdsat blandt såvel kollegaer som patienter.
Tandprotetikeren er en landsdækkende kæde bestående af 26 kliniske tandteknikere over hele landet, der benytter de nyeste metoder til at skabe skræddersyede tandproteseløsninger til deres patienter. Kæden giver landsdækkende tryghedsgaranti og tilbyder kunderne at få deres penge igen, hvis de ikke er tilfredse med resultatet. Klinikkernes patienter inddrages aktivt, så resultatet passer den enkelte.
Pressekontakt
Jesper Kruse
Journalist
28290535