28/10-15
-
Pressemeddelelse
Håndbog hjælper pårørende i selvmords- og drabssager
Den 3. november udkommer forfatter og journalist, Susanne Meelbye med sin bog 'Mystiske Dødsfald', som er en håndbog til pårørende i selvmords- eller drabssager. Bogen beskriver et privat efterforskningsforløb og klarlægger, hvordan politiet arbejder i disse følsomme sager.
Susanne Meelbyes moster, Else Langkjær, bliver i 1946 fundet ilde tilredt og gennemtævet i sin lejlighed på Benzonsvej på Frederiksberg. Hun dør senere af sine kvæstelser uden at være kommet til bevidsthed.
- Politiet efterforsker sagen, men til trods for gentagne afhøringer af den hovedmistænkte, Poul Ganzler, som var Else Langkjærs forlovede, lykkedes det ikke at fremskaffe fældende beviser. Uden min families vidende bliver sagen lukket som selvmord, fortæller Susanne Meelbye.
Efterspørgsel på privat efterforskning
Else Langkjærs død kaster en skygge over Susanne Meelbyes familie i årene efter tragedien. Derfor beslutter forfatteren selv at efterforske sandheden om sin mosters død, og skriver efter fire års arbejde med sagen kriminalromanen 'Mordet på Moster og Mordene på Peter Bangs vej', som udkom i november 2014.
- Mens jeg efterforskede sagen, fik jeg henvendelser fra mennesker, der også var i tvivl om, hvorvidt en sag om en afdød i familien var blevet arkiveret på et mangelfuldt grundlag. Derfor har jeg i 'Mystiske Dødsfald' samlet vejledning til aktindsigt, regler og rettigheder i forhold til privat efterforskning i tilfælde, hvor man som pårørende til en afdød har mistanke om, at en sag er blevet lukket på et tvivlsomt grundlag, siger Susanne Meelbye.
Efterforskning kræver grundig forberedelse
Forfatteren understreger, at man skal forberede sig godt, før man går i gang med sin egen efterforskning, for man får sjældent svar på alle spørgsmål.
- I en privat efterforskning risikerer man dels at opdage sider af den afdøde, som man ikke havde kendskab til, dels at blive konfronteret med traumatiserende billedmateriale, man ikke havde forventet. Derfor er det en god idé at tale situationen igennem med sin familie først, siger Susanne Meelbye.
Mystiske Dødsfald udkommer den 3. november på Forlaget Meelbye. ISBN: 978-87-997990-9-1. Susanne Meelbye kan kontaktes på meelbye@stofanet.dk eller mobil: 22884450 og stiller gerne op til interview.
Den 3. november fra klokken 14.30-16.30 er der bogreception på Restaurant Pinden i Skolegade 29, Aarhus C.
Pressekontakt
Susanne Meelbye
Journalist/forfatter
+45 22 88 44 50