03/06-15
-
Pressemeddelelse
Mobiltelefoner sender direkte tv fra folkemødet på Bornholm
Nu debuterer mobiltelefonen som tv-kamera. For første gang i Danmark sendes der direkte tv fra en stor folkelig begivenhed på den nye webcast-tjeneste Periscope.tv.
En helt ny tv-bølge rammer Danmark under Folkemødet på Bornholm i næste uge. For første gang herhjemme vil mobiltelefoner blive brugt som tv-kameraer under en stor folkelig begivenhed, og optagelserne vil blive transmitteret direkte på den nye webcast-tjeneste Periscope.tv. Det er folkene bag selskabet Foredragsholderne.dk, der anvender tv-nyheden, som er det trendsættere taler om lige nu i USA og Europa.
I dag er billedkvaliteten i smartphones så tilpas god til brug på nettet, at de mobile enheder sagtens kan fungere som fleksible tv-kameraer, der lynhurtigt er på stedet og sender live, når noget spændende udspiller sig.
Udfordringen har hidtil været at finde en "tv-kanal" til de direkte udsendelser, men det er løst inden for de sidste måneder, hvor webcast-tjenester som Periscope.tv og Meerkat er poppet op. Direkte mobil-tv er med andre ord en trend, der er kommet for at blive.
Hurtigt i luften med en god historie
"Vi er overbeviste om, at direkte webcasting hurtigt bliver en del af den måde, firmaer, partier eller organisationer arbejder på, for det giver dem mulighed for at fortælle deres historie på en helt ny og tillokkende måde. Du skal jo bare have en smartphone, en app fra en af de nye tjenester og en spændende begivenhed - så er du i luften med din historie," forklarer Lars Hendriksen, der er tovholder på de direkte transmissioner fra Folkemødet 2015.
Foredragsholderne.dk vil gå på opdagelse efter den gode historie. Der vil være live-webcast fra de politiske møder og fra firmaers præsentationer. Men "tv-holdet" vil også indfange stemningen for de danskere, som ikke har mulighed for at besøge Bornholm i dagene 11.-14. juni.
"Vi er øjne og ører for dem, der ikke kommer herover. Vi vil også gå efter den lidt skæve historie, og vi vil spørge bornholmerne, når vi møder dem, hvad de mener om dette kæmpearrangement her midt i valgkampen," siger Lars Hendriksen fra Foredragsholderne.dk.
Lars Hendriksen vil bruge erfaringerne fra solskinsøen til at lære danske virksomheder og institutioner om de nye perspektiver i direkte webcast - og specielt sætte fokus på lyden, som mange glemmer når de laver video, selvom lyden faktisk næsten er vigtigere end billedet!
Foredragsholderne vil sende næsten konstant på følgende sociale mediekanaler:
https://www.facebook.com/Folkemoedet2015
https://instagram.com/Folkemoedet2015
https://twitter.com/Folkemoedet2015
Periscope.tv: Foredragsholderne.dk
Hvis du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte adm. dir. Lars Hendriksen fra Foredragsholderne.dk: tlf. 22 16 04 83 eller Lars@Foredragsholderne.dk.
Pressekontakt
Aksel Brinck
+45 40 70 80 51