18/08-15
-
Pressemeddelelse
Kunsthal i forladt kulturhistorisk fabriksbygning
Fremtrædende erhvervsmand og kunstnerisk leder samarbejder om kunst- og kulturfestivallen LYS OVER LOLLAND 2015. Nedlagte og forladte bygninger på Saxkjøbing Sukkerfabrik vil danne ramme om kunst, teater, musik og film: Årets tema er: Fugl Fønix.
Det sete afhænger af øjnene, der ser - lyder en velkendt talemåde. Gamle og forladte bygninger kan derfor enten opleves som nedrivningsmodne, eller som et potentiale for kreativitet og kunstnerisk udfoldelse.
Susanne Grue Jørgensen, kunstnerisk leder af LYS OVER LOLLAND, ser storheden i forladte bygninger og de muligheder, der ligger i samspillet mellem kulturhistorisk arkitektur, rum og lys - kunst og kultur.
Martin Skibsted, ejer af Saxkjøbing Sukkerfabrik, har som fremtrædende erhvervsmand i lokalsamfundet et stærkt ønske om at skabe en stolt identitet for Lolland-Falster. Derfor har han inviteret LYS OVER LOLLAND indenfor i et stort uberørt afsnit af fabrikken, som ikke har været i brug siden engang i 1990érne.
I fabrikkens oprindelige sukkerraffinaderi, et område på 3000 m2, fordelt på tre etager med søjlegange og svalegange, plateauer og kæmpe vinduer, vil kunsten få sit eget liv i dialog med stedets rå og oprindelige udtryk. En bygning, der oprindelig har været anvendt til opbevaring af melasse, vil blive indrettet til koncertsal, og det oprindelige kedelhus vil blive omdannet til biograf.
En kunsthal
LYS OVER LOLLAND, der har eksisteret i 16 år, er en professionel kultur- og kunstfestival, der har til formål at vise dansk og international kunst på et højt kvalitetsniveau. Temaet i år er Fugl Fønix - inspireret af kunsten, der vil skabe nyt liv i de gamle bygninger.
På dette års LYS OVER LOLLAND vil 12 markante lokale kunstnere udstille deres værker sammen med 9 kunstnere fra det øvrige Danmark, samt kunstnere fra Letland, Sct. Petersborg, Berlin og Norge. Desuden særudstillinger med bl.a. Heerings Glassamling.
To spillefilm får forpremiere på festivallen, inden officiel premiere i danske biografer til efteråret - det er UNDER SANDET af Martin Pieter Zandvliet og KVINDEN I GULD af Simon Curtis. Begge film introduceres af Ole Michelsen Bogart.
En aften med argentinsk tangokultur specielt skabt til LYS OVER LOLLAND af Morten Eggert, som er karakterdanser ved Den Kongelige Ballet.
Der bliver sat strøm til Guldaldermalerne, når digteren Søren Malstrøm gæster LYS OVER LOLLAND med sit koncertkoncept "Rockmusik til guldaldermalerier".
HUNDEN ER RASK er en monolog med Pia Rosenbaum om det groteske liv bag jerntæppet.
Åbningskoncerten er med Bent Fabricius-Bjerre med De Græd og Trine Pallesen - afslutningskoncerten er med Alex Riel, Stefan Pasborg og Annisette.
LYS OVER LOLLAND 28. august - 6. september.
Relevant information
Pressekontakt
Susanne Grue Jørgensen
Kunstnerisk leder
20483003
Firma
Lys over Lolland /v Susanne Grue Jørgensen
Frisenlundvej 4
4920 Søllested,
Danmark
+45 2048 3003
+45 2048 3003
www.lysoverlolland.dk