Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/09-15   -   Pressemeddelelse

Byg dit drømmehus ved Verdens Ende

Nybolig Tørring tilbyder i samarbejde med koldingensisk erhvervsmand ni nyudstykkede byggegrunde ved motorvejen mellem Vejle og Herning, der er et voksende knudepunkt i regionen.

Verdens Ende ligger cirka ti minutters motorvejskørsel fra Vejle. Sådan kalder man nemlig det område, hvor erhvervsmanden Klaus Hansson og Nybolig i Tørring nu sætter ni byggegrunde til salg. Det dramatiske navn skyldes skellet mellem den vilde natur til den ene side og Tørring by til den anden.

Tørring har med daginstitutioner, skoler og gymnasium samt et rigt handelsliv altid været hovedbyen i området, og åbningen af Midtjyske Motorvej har kun gjort den tidligere stationsby endnu mere attraktiv. Huspriserne i byen er dog stadig stabile, og de ni nye grunde med adresse på Grønlund er prissat mellem 395.000 og 460.000 kroner, hvilket er markant lavere end i de større nabobyer.

Halv pris i forhold til Vejle
- Parcellerne ligger i et rigtig fint område - et klassisk børnevenligt kvarter med skole og børnehave tæt ved. Lignende byggegrunde i Vejle koster som minimum det dobbelte, og med den ny motorvej er både rejsetiden mellem de to byer og argumenterne for at bygge i Vejle til at overse, mener Emil Møller Hauser, ejendomsmægler hos Nybolig Tørring.

At Tørring er en by i fremdrift, bekræftes af stigningen i folketallet på seks procent, siden motorvejen blev åbnet i 2013. Da den voksende popularitet endnu ikke har medført kraftige prisstigninger på huse og grunde, er muligheden for en solid investering ifølge ejendomsmægleren inden for rækkevidde.

Projektudvikler: Tørring overpræsterer
Tre af de ni grunde blev reserveret, allerede inden 'til salg'-skiltene kom op. Det skyldes ifølge Emil Møller Hauser, at de ni udstykninger bliver en ekstra forgrening på en i forvejen velfungerende børnefamilievej - og ikke en enlig gruppe af huse på en åben mark. Med grundarealer fra 810 til 998 kvadratmeter er der sikret god plads og passende afstand til naboen, og der er frit slag i forhold til valg af hustype. Det er koldingenseren Klaus Hansson, der øjnede mulighederne i den cirka en hektar store grund, og han er sikker på, at købsinteressen fortsætter.

- Tørring er en virkelig spændende by, der med sin placering lige ved motorvejen er godt forbundet til de øst- og midtjyske hovedbyer. Byen overpræsterer i forhold til sin størrelse og byder blandt andet på et rigt handelsliv, der formår at tiltrække indbyggere fra de omkringliggende landområder. Disse grunde har alt, hvad en børnefamilie kan drømme om, og giver mulighed for at bo i et nyt, vedligeholdelsesfrit og energivenligt hus lige efter eget hoved, siger Klaus Hansson.

Grundene på Grønlund har fået tildelt de lige numre fra 48 til 64, og samtlige grunde er byggemodnet.


Relevant information

Læs mere om de attraktive udstykninger her
http://www.nybolig.dk/sager/grund/7160/groenlund/270147/t-01745


Billeder


Pressekontakt

Anders Frandsen
Journalist
  51965474

Firma

Hansson Holding
Hegnet 2
6000 Kolding, Danmark



Modtag nyheder fra Hansson Holding på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire