26/09-16
      
        -  
              Pressemeddelelse
      
      
Salling og Unique Models afholder casting for at finde Danmarks næste store model-navn
            
              Salling er vært ved en casting, hvor Danmarks førende internationale modelbureau, Unique Models, leder efter nye topmodeller - både piger og drenge. Direktør Jaqueline Friis-Mikkelsen er selv til stede for at svare på spørgsmål om model-livet
        
            Danmarks førende internationale modelbureau, Unique Models, har tidligere haft held med at finde nye topmodeller i Salling og afholder nu igen casting i jagten på Danmarks næste store model-navn. 
Så er du Danmarks næste topmodel? Er din veninde eller ven, dit barn eller barnebarn? Nu er chancen der for at få skudt nogle professionelle billeder og få en personlig snak med direktør Jaqueline Friis-Mikkelsen, der gennem en lang karriere i branchen har spottet masser af nyt talent. Det sker i: 
Salling Aalborg, fredag den 7. oktober kl. 16-18.00 
Salling Aarhus, lørdag den 8. oktober kl. 12-14.00 
Danske unge har særlig udstråling
Unique Models leder efter nye stjerner som Josephine Skriver. Hun blev spottet af Unique Models som 14-årig, men begyndte først som 16-årig at arbejde internationalt. På sin første showsæson gik hun 67 shows for bl.a. Calvin Klein, Marc Jacobs og Prada. Succesen er fortsat, og sidste år blev hun som den anden dansker i historien udvalgt som Angel, dvs. ambassadør for lingerifirmaet Victoria's Secret - den første var Helena Christensen. Josephine Skriver bor i dag i New York og har hele verden som sin arbejdsplads. 
- De danske unge har en særlig udstråling med en skarp kant, som der er stor efterspørgsel på i den internationale modeverden, siger direktør Jacqueline Friis-Mikkelsen. 
Alle er velkomne til castingen, men det vil være en fordel, hvis: 
- pigerne er 15-21 år og minimum 169 cm 
- drengene er 15-25 år og minimum 180 cm 
God tid med Jaqueline Friis-Mikkelsen
- Vi kigger selvfølgelig efter højde og klassisk skønhed som et symmetrisk ansigt, men det kan også være en anden type, der bare er helt sin egen med fregner eller mellemrum mellem tænderne. Vi ved det, når vi ser dem. Så kom - og stil endelig en masse spørgsmål, siger Jaqueline Friis-Mikkelsen, der glæder sig til dialogen med de unge. 
Unique Models har de seneste seks år fast afholdt castings i Salling.
      
      
      
              
          
          Pressekontakt
          
                                    
                          
              Jacqueline Friis-Mikkelsen
                              Unique Models, Administrerende direktør
                                              33 12 00 55