Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/10-15   -   Pressemeddelelse

Overraskende dessertøl fra Holbæk Bryghus vinder Fødevareprisen 2015

Er det en sherry? Er det en portvin? Nej, det er en sort dessertøl, og den har netop sikret Holbæk Bryghus sejren ved finalen til Sallings Fødevarepris 2015. Publikumsprisen gik til nordjysk vildtspecialitet

Selvom dommerne havde svært ved at sætte den i bås, var der ingen tvivl om, at de havde fundet en værdig vinder af Sallings Fødevarepris, da de smagte Sort Dessertøl No 5 fra Holbæk Bryghus.
Sort Dessertøl No 5 er en øl, men den smager som en dessertvin, og dommerne var svært begejstrede for den.

- Det er noget helt nyt, og det er virkelig gennemført, godt håndværk, lød det fra dommerpanelet, som var samlet på øverste etage i Salling Aarhus onsdag den 7. oktober, for at finde en vinder ud af de 16 finalister til Fødevareprisen 2015.

Prisen vakte jubel hos brygmester Elisabeth Gottschalck, som har skabt den lille sorte No 5 dessertøl i kælderen under Restaurant No 5 i Holbæk, hvor hun frembringer både gyldne og mørke dråber i det lille mikrobryggeri Holbæk Bryghus.

- Prisen kommer som sendt fra himlen, for vi ved godt, at vi har et herregodt produkt, og vi vil så gerne udbrede kendskabet til den, og det skal de 100.000 kroner, som følger med prisen bruges til: Markedsføring, så vi kan få denne her udover stepperne, fortalte hun glad.

Sort Dessertøl No 5 er skabt, fordi Elisabeth Gottschalck gerne ville lave en dessertøl, der ikke var tung og sød - men blød og fyldig og med en let sødme. No 5 er brygget på Bryghusets egen No 5 Schwarzbier, som er udsat for en unik dessertølsteknik og herefter lagret i tre måneder. Den holder 14 % alkohol og passer ifølge Elisabeth Gottschalck godt til is- og chokoladedesserter og blåskimmelost.

1.200 kunder kan ikke tage fejl
Ud over Fødevareprisen blev også Publikumsprisen uddelt ved eventen i Salling Aarhus. Publikumsprisen gik til det produkt, som fik flest stemmer fra de 1.200 Salling-kunder, der satte kryds ved deres favoritprodukt ved semifinalen den 25. september.
Publikumsprisen 2015 på 10.000 kroner gik til en ægte Salling-veteran, nemlig Rævhede Naturprodukter, som stillede op med "Røget Hjorteinderlår". Produktet er fremstillet af tørsaltet, bøgeflisrøget, dansk krondyrinderlår, og er så mørt og blødt, at det smelter på tungen.

- I 1993 vandt vores Hjorteinderlår prisen for Danmarks Bedste Fødevare på Børsen, og nu har jeg publikums ord for, at det stadig holder. Det er en stor anerkendelse at få, sagde Jimmy Havgaard fra Rævhede Naturprodukter.

Blandt finalistprodukterne fandtes alt fra chili-eddike og isdesserter til syltede hyben, røget laks og kirsebærvin, men dommerne var altså ikke i tvivl om, at Sort Dessertøl No 5, var det bedste og mest spændende produkt i år, og det kommer nu Sallings kunder til gode, da øllen med Fødevareprisen og de 100.000 kroner er sikret en plads på hylderne i Salling Super.
Men først skal kolonialchefen lige finde ud af, hvilken hylde den hører til på. For er det nu en øl eller en dessertvin?

Fakta om Fødevareprisen 2015
Fødevareprisen blev uddelt for første gang i 2014, og formålet er at hylde danske producenter, som fremstiller eksklusive fødevarer af høj kvalitet og få dem ud til en bredere skare af forbrugere.

Fødevareprisen 2015 er indstiftet med støtte fra Salling Fondene og uddeles i samarbejde med F. Salling A/S, Jyllands-Posten og Food Organisation of Denmark.

Billeder


Pressekontakt

Marianne Bedsted
Direktør, Salling
  87 78 62 00

Firma

F. Salling A/S
Søndergade 27
8000 Aarhus C, Danmark

  87 78 60 00

http://www.salling.dk/

Modtag nyheder fra Salling på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater