02/11-15
-
Pressemeddelelse
Så kom årets første julegave - og den var fra Salling
Aalborg og Aarhus fik årets første - og måske også største - julegaver. Det skete, da Salling fredag aften afslørede sin nye juleudsmykning. I begge byer er hele stormagasinet pakket ind i hundredetusindvis af lys, så facaden fremstår som en kæmpemæssig julegave
- Aldrig har jeg stået foran så mange mennesker, sagde en begejstret Karin Salling, da hun sammen med et par børn fra publikum trykkede på knappen og tændte stormagasinets nye juleudsmykning. Det gjorde hun fredag aften først i Aalborg og et par timer senere i Aarhus.
Den nye juleudsmykning af de to Salling stormagasiner er designet af lysfirmaet Sirius, der bl.a. er kendt for deres julebelysning på Hotel D'Angleterre i København. Salling vil fremover i højere grad bruge facaden til markant branding.
Udsmykningen er et boost af lys i det kommende vintermørke med hundredetusindvis af LED-lyspunkter, der får Salling på henholdsvis Nytorv i Aalborg og Strøget i Aarhus til at fremstå som kæmpemæssige julegaver med en gigantisk sløjfe af rødt bånd på en meter i bredden.
- Julen har altid betydet virkelig meget for Salling. Den nye julebelysning er vores julegave til de to byer, og det er en ny tradition, vi gerne vil starte, sagde direktør i Salling, Marianne Bedsted, til de mange fremmødte.
Mads Langer sikrede den rigtige stemning
I lysenes skær kunne publikum bagefter nyde en minikoncert med Mads Langer, der bl.a. spillede "Overgir mig langsomt". I dagens anledning bidrog han desuden til julestemningen med sangen "I en stjerneregn af sne", der var titelmelodi til TV2's julekalender "Tvillingerne og Julemanden", som han skrev for nogle år siden.
Bagefter var der et væld af juleaktiviteter i stormagasinet, som holdt åbent til kl. 22.00. Salling bød bl.a. på smagen af jul med æbleskiver til kunderne og hjemmebag fra Sallings bageri.
Arbejdet med at sætte de mange pærer op har været i gang de seneste to uger. Fordi pærerne er energibesparende LED-lyspunkter, bruger de kun en tiendedel af den strøm, som almindelige glødepærer bruger.
Den nye juleudsmykning er første eksempel på, hvordan Salling i fremtiden planlægger i endnu højere grad at bruge facaderne i både Aalborg og Aarhus til at brande stormagasinet og være i dialog med byen.
De vedhæftede fotos er til fri afbenyttelse i forbindelse med omtale af Sallings nye julebelysning samt koncerten med Mads Langer. Husk venligst at kreditere fotograf Claus Sjödin.
Pressekontakt
Marianne Bedsted
Direktør, Salling
87 78 62 00