16/02-16
-
Pressemeddelelse
Lutter 12-taller giver guldmedalje til Salling-elev i delikatessen
Elev i Salling Super i Aarhus Marie Christiansen har lige afsluttet sin svendeprøve som detailslagter fra Syddansk Erhvervsskole med lutter 12-taller. Det giver en guldmedalje - noget, som sker for under en håndfuld elever på landsplan hvert år
- Jeg elsker at vejlede kunderne. Det er det bedste ved mit job, siger 22-årige Marie Christiansen, der netop har fået guldmedalje for sine suveræne præstation til svendeprøven som butiksslagter. Eleven fra Syddansk Erhvervsskole fik 12-taller til samtlige seks eksamener - selvfølgelig også i kundebetjening.
At få en guldmedalje sker for under en håndfuld slagterelever på landsplan hvert år, og det er en lige så bemærkelsesværdig præstation som at nå til finalen i DM i Skills, hvor faget i år havde fem finalister.
Kunden i fokus
- Jeg vil gerne give kunderne en god oplevelse, og jeg kan rigtig godt lide, at Salling har fokus på det her med, hvordan vi hele tiden kan gøre noget ekstra for kunden, siger hun.
- Hvis for eksempel en kunde spørger: Hvad kan du anbefale mig til aftensmaden? Så er der en masse spørgsmål, jeg skal igennem: Skal det gå hurtigt? Skal det være budgetvenligt? Er der børn med ved bordet? Til sidst har jeg udelukket en masse ting og kan nå ind til det perfekte til netop den kunde. For der er ikke nogen løsninger, der passer til alle. Der er ikke noget hurtigt svar på sådan et spørgsmål: Det handler om kunden, siger Marie Christiansen.
I alt er der seks afsluttende discipliner i uddannelsen til butiksslagter, der sammenlagt tager tre og et halvt år - omkring et kvart år på skolebænken og resten af tiden i praktik.
Ud over kundebetjening og vejledning er disciplinerne forskellige udskæringer, som for eksempel udskæring af inderlår og tykstegsfilet af ungkvæg, og det er tilberedning af både mindre retter såsom tærter og pastasalater og en større treretters menu. I en af disciplinerne trækker eksaminanderne et stykke kød og skal tilberede det ud fra deres paratviden.
Tak til mine kolleger
- Jeg blev vildt overrasket over at få guld - og stolt, for det sker jo ikke så tit! Men det er også en medalje til mine kolleger, der har hjulpet mig hele vejen igennem min elevtid. Hvis jeg har været i tvivl om noget undervejs, fx i forhold til tilberedning, har jeg altid kunnet spørge - jeg har også altid kunnet ringe eller skrive en sms, selvom kollegerne havde fri, siger Marie Christiansen.
Fra Slagterfagets Fællesudvalg lyder det:
- Sådan en som Marie Christiansen er fakkelbærer for faget. Dem, der får guldmedaljer, er nogen, der mestrer faget til perfektion og kan være med til at udvikle faget i fremtiden, siger uddannelseskonsulent Eskil Holten Haargaard.
Marie Christiansen flytter nu tilbage til fødebyen Horsens, men vil fortsat være tilknyttet Salling Aarhus.
Pressekontakt
Lars Højgaard Rasmussen
Salling Aarhus, Direktør
40274550