11/12-15
-
Pressemeddelelse
BIOFOS rykker op i den europæiske liga for spildevandsteknologi
Cirka 1 procent af Europas samlede elforbrug bruges i dag på spildevandsrensning. Det arbejder BIOFOS på at ændre radikalt. Selskabet deltager nu i det EU-støttede udviklingsprojekt POWERSTEP, der skal medvirke til at spildevandsvirksomheder går fra at forbruge til at producere energi.
Med kendte teknologier kan det lade sig gøre at ændre store spildevandsanlæg, så de producerer energi - uden at forringe kvaliteten af det rensede vand.
Sammen med fem andre europæiske spildevandsvirksomheder er BIOFOS trådt ind i et banebrydende udviklingssamarbejde kaldet POWERSTEP. Hver virksomhed bidrager ved at opføre et testanlæg i stor skala.
Formålet er at modne de bedste teknologier, så de hurtigere kan bringes i spil over hele Europa - måske over hele verden. BIOFOS' projekt bygges i Avedøre i samarbejde med Electrochaea og fokuserer på produktion og udnyttelse af biometan. Den tætte koordinering mellem deltagerne vil gøre det nemmere at kombinere de nye teknologier med hinanden og skabe øget synergi.
- Rensning af spildevand er den mest energikrævende del af den samlede vandforsyning. Så af hensyn til både miljø og økonomi er det helt oplagt for os at gå aktivt ind i udviklingen af energiproducerende vandrensning, siger Jens Prisum, teknisk direktør i BIOFOS.
POWERSTEP er en milepæl
BIOFOS' deltagelse i POWERSTEP er kulminationen på mange års tradition for teknologiudvikling. Selskabet deltager løbende i fem til ti forskellige projekter sammen med dygtige partnere. Alligevel repræsenterer POWERSTEP en milepæl på grund af dets størrelse, økonomi og potentiale.
- Projektet afvikles med massiv støtte fra EU, og man kan sige, vi er kommet med i en meget eksklusiv klub med internationalt anerkendte virksomheder og universiteter. Det vil uden tvivl skærpe vores kompetencer, og vi satser hårdt på at komme med i lignende projekter fremover, siger Jens Prisum.
Om POWERSTEP
Projektet omfatter 15 internationale partnere i Tyskland, Schweiz, Østrig, Holland, Sverige og Danmark. Det samlede budget er på cirka 40 millioner kroner, hvoraf de 30 millioner kroner er støtte fra EU's Horizon 2020-program. Resten dækker de deltagende virksomheder selv. Projektet løber fra 2015 til 2018.
Om BIOFOS
BIOFOS er Danmarks største spildevandsvirksomhed. Vi renser spildevandet fra 1,2 millioner indbyggere i hovedstadsområdet på vores tre renseanlæg Lynetten, Avedøre og Damhusåen.
Ressourcerne i spildevandet udnytter vi til klimavenlig energi i form af el, biogas og fjernvarme til forsyningsnettet. BIOFOS har endvidere en aktiv besøgstjeneste med flere end 10.000 gæster om året.
Firma
BIOFOS A/S
Refshalevej 250
1432 København K,
Danmark
+45 32 57 32 32
www.biofos.dk