Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/05-20   -   Pressemeddelelse

Østjyske NRGi realiserer historisk høj indtjening i 2019



NRGi har forsat væksten i 2019 og realiseret en historisk høj indtjening på 233 mio. kroner mod sidste års resultat på 142 mio. kroner. Det viser den netop offentliggjorte årsrapport.

2019 var et begivenhedsrigt år for NRGi-koncernen, der trods tarifnedsættelser og faldende elpriser fastholdt en omsætning på 2,1 mia. kroner og realiserede en rekordhøj indtjening på 233 mio. kr., hvilket svarer til en resultatfremgang på 91 mio. kroner eller 64 %.

Udviklingen skyldes dels en vækst i koncernens aktiviteter, dels et solidt afkast på værdipapirer.

”Vi kigger positivt tilbage på et år, hvor vi har haft fokus på at ruste virksomheden til fremtiden ved at styrke forretningernes markedspositioner og kompetencer, og samtidig har vi investeret væsentligt i en fortsat udbygning af den digitale infrastruktur og energisystemet med det langsigtede mål at bidrage til et endnu mere velfungerende samfund og en reduktion af vores hjemlige CO2-aftryk”, fortæller Jacob Vittrup, der er adm. direktør i NRGi-koncernen.

Ved indgangen til regnskabsåret 2019 nedsatte koncernens netselskab nettarifferne svarende til ca. 30 mio. kroner. Dette er den væsentligste grund til, at der realiseres lavere driftsresultater i 2019 sammenlignet med 2018. Årets resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) faldt således fra 362 mio. DKK i 2018 til 349 mio. DKK i 2019, mens resultatet af primær drift (EBIT) faldt fra 137 mio. til 119 mio. DKK i 2019. Samlet set blev årets resultat 233 mio. DKK sammenlignet med 142 mio. DKK i 2018, hvilket overstiger de forventninger, vi havde til resultatet. Den samlede resultatforbedring skyldes primært en gunsting udvikling for afkastet på værdipapirer.

”På den anden side af Corona-pandemien går vi en lys fremtid i møde. Udfasningen af de fossile brændsler øger efterspørgslen efter vedvarende energi og gør el relevant som løsningen på flere af vores klimaudfordringer. Den udvikling kræver betydelige investeringer i infrastrukturen og fortsat udvikling af vores kompetencer, så vi kan medvirke til at reducere CO2-aftrykket på tværs af sektorer og brancher,” forklarer direktøren.

Foruden investeringerne har der bl.a. været fokus på at styrke den digitale infrastruktur via fiberselskabet Fibia, der fortsatte udrulningen af fibernet og gjorde det muligt for nu i alt 115.000 andelshavere at etablere en fiberforbindelse i Østjylland. Også infrastrukturen til elbiler fik via Clever et markant løft med en investering til blandt andet 500 ladepunkter på tværs af Danmark.

Fortsatte rabatter og støtte til forsyningsområdet

Som følge af en effektiv drift af el-nettet var det muligt at nedsætte net-tarifferne i NRGi’s netselskab KONSTANT Net i 2019, ligesom der også er foretaget nedsættelser i 2020. Derudover indstilles det årligt til repræsentantskabet på basis af det samlede koncernresultat at vedtage en løbende rabat på nettarifferne og udlodde midler til NRGi’s Værdipulje, der støtter den bæredygtige udvikling i forsyningsområdet. I 2019 blev 70 mio. kroner således udbetalt til gavn for andelshaverne.

Pandemi øger usikkerhed i 2020

På trods af koncernens positive udvikling har den verdensomspændende Corona-pandemi øget usikkerheden, hvilket påvirker koncernens forventninger til 2020. Pandemien forventes at påvirke koncernen negativt, men på trods af den øgede usikkerhed er det foreløbigt lykkes at fastholde et fornuftigt aktivitetsniveau i koncernens forretninger. Samlet set forventes et positivt resultat af den primære drift.

Som en håndsrækning i krisetiden er det besluttet, at forårets planlagte Værdipulje på i alt 3 mio. kroner skal dedikeres til en støttepulje for virksomheder, institutioner og private, hvis grønne idé, koncept eller projekt er blevet bremset som følge af coronakrisen. Desuden har NRGi’s netselskab KONSTANT Net besluttet at nedsætte både nettarif og abonnement til 0 kroner i juni måned, hvilket giver andelshaverne en besparelse på 23 millioner DKK. Derved understøtter NRGi de ca. 40.000 erhvervsdrivende i forsyningsområdet, der kan være økonomisk pressede som en konsekvens af nedlukningen.

”Som andelsselskab arbejder vi hele tiden på at skabe mest mulig værdi for vores andelshavere samtidig med, at vi sikrer en grøn og bæredygtig udvikling. Derfor ser vi det også som vores forpligtelse at hjælpe til, når der er allermest brug for det, og så længe krisen står på, er der mange hårdtprøvede erhvervsdrivende og kulturinstitutioner, som har brug for en håndsrækning, så vi på et tidspunkt igen kan vende tilbage til et velfungerende samfund,” slutter Jacob Vittrup.

Pressekontakt

Tommy Jakobsen
Koncernkommunikationschef
  52342654

Firma

NRGi
Dusager 22
8200 Aarhus N, Danmark

  +45 25 35 74 49

www.nrgi.dk

Modtag nyheder fra NRGi på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater