Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/12-18   -   Pressemeddelelse

Kom i dialog med entreprenøren af Nyt OUH og andre kommende bygge- og anlægsprojekter på Fyn



Mandag den 10. december 2018 afholder Building Network i samarbejde med Fynsk Erhverv årets sidste netværkskonference på Sinatur Hotel Storebælt i Nyborg. Med som oplægsholdere er et interessant udvalg af bygherrer, rådgivere, entreprenører og leverandører, der vil forkæle deltagerne med eksklusiv viden om byudviklingen i Odense og andre nye spændende bygge- og anlægsopgaver rundt omkring på Fyn

Konferencen indledes med frokost bestående af lokale gastronomiske lækkerier fra Sinatur Hotel Storebælts berømte køkken. Direktørerne fra de to erhvervsnetværk vil i fællesskab byde talere, medlemmer og gæster velkommen til arrangementet, inden ordet går videre til den første taler, direktør Allan Nielsen fra det Odense-baserede entreprenørfirma H. Skjøde Knudsen A/S.

H. Skjøde Knudsen A/S beskæftiger sig hovedsageligt med udførelsen af hoved- og totalentrepriser og løser opgaver for en bred vifte af private og offentlige kunder. Allen Nielsen vil på konferencen fortælle om den nye grønne bydel i centrum af Odense, Gartnerbyen, der skal udvikles over de næste 7-8 år. Gartnerbyen ejes af PFA Ejendomme og Skjøde Knudsen A/S med hver 50 procent. Når Gartnerbyen står færdigopført, vil den indeholde en palet af lejeboliger, ejerboliger, dagligvareforretninger samt et sundhedshus, et hotel og øvrig erhverv.
Rådmand Jane Jegind fra Odense Kommune, fortsætter talerrækken med et indlæg om Fremtidens storby Odense, og den ambitiøse udvikling om at forandre en stor dansk by til en moderne storby. Over de kommende år skal der investeres ca. 40 mia. kroner i strategisk byudvikling af Odense. Allerede nu skyder der nye bygninger op overalt i Odense centrum, på havnen, ved campus, ligesom universitetet udvider og det nye Odense Universitetshospital begynder at tage form.

Direktør Jens Pihlholm fra Civica, som er én af landets store almene boligorganisationer, vil herefter præsentere deltagerne for nogle af boligselskabets kommende helhedsplaner, renoveringsprojekter og nybyggerier på Fyn. Et af dem er et nyt spændende bæredygtigt nybyggeri beliggende i landsbyen Årslev. Her skal Civica opføre sit første DGNB-sølv-certificerede boligprojekt med i alt 40 almene boliger, hvor social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed er tænkt ind i boligprojektet.
Afdelingsleder for Plan og Kultur, Mai-Britt Helle Jensen fra Faaborg-Midtfyn Kommune fremviser de spændende planer for udviklingen af ’Fremtidens Forstad’. Den nye bydel skal etableres mellem Årslev og Sdr. Nærå, der ligger ca.10 kilometer fra Odense Universitetshospital. Kommunen er i fuld gang med at tage det næste skridt til udarbejdelse af en udviklingsplan og begynde lokalplanlægningen for bymidten og den nye bydel, der forventes at blive en oplagt ny forstad til Odense på grund af dens beliggenhed. Fremtidens Forstad etableres frem mod 2030, hvor ambitionen er, at 1200 nye borgere er kommet til.

Til at holde konferencens sidste oplæg har Building Network fornøjelsen af at kunne præsentere deltagerne for projektleder Aroldo Tegon og forretningsudvikler Barbara fra den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera. Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet, at den italienske totalentreprenør skal færdigprojektere og bygge størstedelen af det nye universitetshospital i Odense (Nyt OUH). De første byggearbejder på det 6,3 milliarder kroner dyre hospital, der bliver en af Danmarks største, forventes at gå i gang til sommer 2019. Aroldo Tegon og Barbara Maccioni vil under deres oplæg løfte sløret for de spændende muligheder, der er for at byde ind med opgaver på Nyt OUH, der efter planen skal stå færdig i slutningen af 2022. Inden dagens sidste netværksrunde med speeddating og god tid til at udveksle visitkort deltagerne imellem, runder arrangørerne konferencen af med et par korte aktuelle nyheder og en orientering om planerne for forårets spændende konferenceprogram.

Fototekster:
PFA Ejendomme og H. Skjøde Knudsen er i gang med at udvikle Odenses nye bydel Gartnerbyen – Illustration Arkitema Architects
40 almene boliger er på vej i Årslev – Illustration Civica
Den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera lægger op til dialog med leverandører – Illustration OUH



Relevant information

Læs mere om konferencen
https://buildingnetwork.dk/arrangementer/kom-dialog-bygherrer-raadgivere-entreprenoerer-paa-fyn/

Tilmelding
https://buildingnetwork.nemtilmeld.dk/6/

Læs mere om Building Network
https://buildingnetwork.dk/


Billeder


Pressekontakt

Mickey Lund
Direktør
  +45 93 85 75 75

Firma

Building Network ApS
Blokhusvej 19
2680 Solrød Strand, Danmark

  +45 93 85 75 75
  +45 93 85 75 75

www.buildingnetwork.dk

Modtag nyheder fra Building Network (DK) på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire