28/04-16
-
Pressemeddelelse
Home-Start fylder 10 år og siger farvel til stifteren
Home-Start Familiekontakt, der støtter familier med førskolebørn, fejrer fredag 10 års jubilæum. Stifter Lone Møller benytter lejligheden til at takke af.
I 10 år har der i Danmark eksisteret en organisation, Home-Start, der efter engelsk forbillede støtter familier under pres med børn under skolealderen. En ny lokalafdeling er netop åbnet i Helsingør, og organisationen er nu i 14 kommuner, hvor frivillige familievenner gør en uvurderlig indsats for mange pressede småbørnsfamilier.
Det går med andre ord godt for organisationen, der på fredag den 29. april fejrer sit 10 års jubilæum og siger pænt farvel til stifteren, socialrådgiver Lone Møller fra Svendborg. Hun overlader stafetten som landskoordinator til Berit Yding Sørensen, der kommer fra en stilling som frivilligkonsulent i Odense Kommune. Receptionen finder sted på Landssekretariatet på Mageløs 12 i Odense klokken 13-17.
Kunne sagtens fortsætte, men...Det er efter nøje overvejelse, at Lone Møller stopper. Hun vil nemlig noget andet, måske stifte en ny bevægelse. At dåbsattesten siger 67 år, spiller i den forbindelse ingen rolle.
- Jeg kunne sagtens være fortsat, men det er en passende tid at stoppe. Organisationen kører på skinner nu. Nu vil jeg arbejde videre med lokalsamfundsudvikling og forpligtende fællesskaber. Det falder godt i tråd med min indsats for Home-Start. Jeg tænker i mennesker og ikke systemer, siger hun. Vi har mistet vore nære relationer. Jeg hørte engang et godt citat: "Jeg har ikke mange forsikringer, men jeg har mange venner". Det kan være nyttevenner eller rigtige venner, det er ikke så vigtigt. Fællesskaber behøver ikke at være omklamrende. Det kan være nyttefællesskaber- Har man brug for en trailer eller en skulder at græde ud ved, så rækker man ud, og så får man hjælp.
I forbindelse med sin afsked frabeder hun sig alt for store ord. Hun bryder sig hverken om at blive kaldt ildsjæl eller få kaldt Home-Start "hendes barn". Hun er socialrådgiver, hun har haft et arbejde i Home-Start, og nu stopper hun, pointerer hun.
Fra spisebord til organisationDet har været 10 forrygende år, siden Lone Møller tog fat på at stifte Home-Start med inspiration fra Home-Start World Wide. Det begyndte hjemme ved spisebordet i Svendborg, hvor hun allerede var kendt for at have stiftet Kontakt Mellem Mennesker. Og så begyndte hun at tage møder med interesserede kommuner, hvis støtte er uundværlig for at starte en lokalafdeling.
Hun tog altid et lille løbehjul med sig på sine ture rundt om i landet. Så kunne hun snildt, hurtigt og billigt rulle fra jernbanestationen til det rådhus, hun skulle besøge.
- Det fungerede fint. Jeg plejer at sige, at løbehjulet er lidt ligesom mig: Enkelt og pålideligt, griner hun.
I dag er Home-Start en landsdækkende organisation med sekretariat i Odense og lokalafdelinger rundt om i 14 af landets kommuner og flere er på vej. De ledes af lokale bestyrelser og ansatte lokal koordinatorer, der med korps af frivillige familievenner tilbyder medmenneskelighed og praktisk støtte. Målet er at komme ud i flere kommuner for at forebygge kriser og opbrud i pressede småbørnsfamilier.
(Faktaboks:)Støtte til familier med små børn
- Home-Start ønsker at være familiens stemme, og bidrage til at skabe forhold i samfundet, som gavner familielivet.
- Home-Start er en selvstændig del af Home-Start Worldwide. Protektor for Home-Start Familiekontakt Danmark er
Grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig.
- Organisationen blev grundlagt at Margaret Harrison i Storbritannien for mere end 35 år siden, og findes i 20 lande over hele verden. Organisationen er uafhængig af religiøse, politiske og økonomiske interesser.
- Formålet er at forebygge kriser og sammenbrud i småbørnsfamilier.
- Nye familie- og samfundsmønstre skaber behov i mange familier for støtte og netværk. Familier brydes op, generationerne bor langt fra hinanden, og boligområder visner rent socialt. En familieven kan give overskud, og bygge bro til nye netværk.
-Mange, også helt almindeligt fungerende familier, mangler i perioder det overskud, der skal til, for at få hverdagen til at hænge sammen, og til at forebygge og løse problemer i tide. Muligheden for at få den hjælp findes i form af en frivillig familieven.
- Home-Start er for alle familier med mindst et barn under 7 år.
- Hjælpen er gratis og fortrolig.
- Home-Start støtter, fordi små børn fortjener den bedste start i livet.
Billedtekst:Lone Møller, 67, stiftede for 10 år siden organisationen Home-Start, der yder støtte til småbørnsfamilier. Nu forlader hun Home-Start for at kaste sig over en ny bevægelse. Både jubilæet og hendes farvel markeres med en reception på Landssekretariatet i Odense på fredag den 29. april.
###
Kontakt vedrørende denne pressemeddelelse:
Lone Møller, tlf. 23 42 77 20
eller
Berit Yding Sørensen, 93 92 30 36
Pressekontakt
Berit Yding Sørensen
Landskoordinator
93923036
Firma
Home-Start Familiekontakt Danmark
Mageløs 12, 1.
5000 Odense,
Danmark
+45 62 20 77 11
http://home-start.dk