26/01-17
-
Pressemeddelelse
Skorstensgaard nomineret til Årets Autoværksted 2016
Odense-værksted er blandt de fem bedste værksteder i Danmark.
Ligesom filmbranchen har sin Oscar, så uddeles der også priser i den danske autobranche. Priserne uddeles i år i Cirkusbygningen i København den 7. marts, når store og små fra den danske autobranche samles til Bil- og Autobranchens Award Show.
Der uddeles i alt 20 priser og Odense-virksomheden Skorstensgaard er en af blot fem nominerede til en af de mere prestigefyldte af slagsen, nemlig titlen som Årets Autoværksted i Danmark. En nominering som adm. direktør i Skorstensgaard, Anders Skorstensgaard selvsagt er stolt over.
- Selvfølgelig er jeg stolt, men også meget ydmyg. At nogen af vores kunder har indstillet os til den her pris og at de fagfolk, der sidder i dommerkomiteen efterfølgende har valgt os som en af de fem bedste af de mange indstillede, er et kæmpe skulderklap. Ikke blot til min bror og jeg, der har startet Skorstensgaard, men til alle vores medarbejdere, der hver eneste dag gør et kæmpe stykke arbejde for hele tiden at yde den bedste service. Sådan en nominering er jo en blåstempling af, at andre også tror på, at den model vi har valgt at arbejde efter, den giver mening, siger Anders Skorstensgaard.
Hvem der vinder prisen i sidste ende afgøres suverænt af de danske forbrugere. På www.Skorstensgaard.dk er der et link til Auto Awards, hvor der er mulighed for at stemme frem til den 17. februar på de kandidater, som man ønsker at støtte, og Anders Skorstensgaard håber naturligvis, at så mange som muligt vil hjælpe ham og resten af Skorstensgaard-holdet hele vejen, ved at gå ind at stemme.
- Jeg vil være meget taknemlig, hvis kunderne vil have besværet med at gå ind at stemme på os. Det kunne være ret fantastisk, hvis vi kunne hjemføre titlen til Odense, siger Anders Skorstensgaard.
Ud over prisen for Årets Autoværksted kåres også blandt andet "Årets Bilmærke", "Årets Familiebil" og Årets Varevogn".
Pressekontakt
Anders Skorstensgaard
Adm. dir.
+45 30 80 87 56