19/09-19
-
Pressemeddelelse
Rejsegilde i børnehøjde
Grønttorvet i Valby har efterhånden holdt mange rejsegilder, men til rejsegildet for daginstitutionen Mosteriet, blev det lidt mere specielt. Her var 12 børn fra den nye daginstitution Æblekassen nemlig inviteret til børnerejsegilde, hvor de kom helt tæt på de store maskiner.
”Se lige den store kran”
Fascinationen var malet i ansigterne, da 12 børn fra den integrerede daginstitution Æblekassen var inviteret med ud på byggepladsen på Grønttorvet i Valby, hvor de blev vist rundt og fik en demonstration af, hvad de store maskiner kan. Her var det især den 72 meter høje kran, som fangede deres interesse.
Besøget fandt sted i forbindelse med rejsegildet på daginstitutionen Mosteriet, som bliver Grønttorvets anden daginstitution med plads til 200 børn.
- Grønttorvet er blevet et populært valg for børnefamilier. Her får de nemlig fællesskab, nærhed til byen og de grønne værdier helt tæt på. Flere hundrede børnefamilier har således allerede etableret sig i bydelen, og vi er derfor både glade og stolte over at byde endnu en daginstitution velkommen, fortæller FB Gruppens adm. direktør Hans-Bo Hyldig, der er projektudvikler på Grønttorvet, som nu er over halvvejs i omdannelsen fra engros-grønttorv til en ny, grøn bydel med 2.300 blandede boliger.
Det særlige børnerejsegilde gav også børnene indblik i, hvordan deres ejet hjem er blevet til. Alle bortset fra ét barn bor nemlig på Grønttorvet.
Ugen står i børnenes tegn
Rejsegildet på Mosteriet sker kun få dage efter, at Grønttorvets første daginstitution, Æblekassen, åbnede dørene til deres nye lokaler. Dermed har udviklingen af Grønttorvet som ny bydel nået endnu en ny milepæl.
- Vi vil gerne være en landsby midt i byen. Altså en bydel, hvor man har det meste tæt på. Rigtig mange af de børn, som er indskrevet i Æblekassen, bor på Grønttorvet, hvilket betyder, at familierne kun har få minutters gang til daginstitutionen. Det ved vi skaber mindre travlhed i hverdagen, ligesom det styrker fællesskabet blandt børn og forældre i bydelen, idet børnene let kan lave legeaftaler med kammeraterne, der bor tæt på, forklarer Hans-Bo Hyldig
En af de forældre, som med indvielsen af Æblekassen kun skal gå få meter for at aflevere og hente børn, er Vanja, som har datteren Vega. Hun har kunne følge byggeriet af Æblekassen, og synes det er spændende at være en del af.
- Vi bor lige over i tårnet og kan faktisk se herover fra lejligheden. Grønttorvet er et hyggeligt område, og det er dejligt, at alt ligger så tæt på, fortæller Vanja.
Relevant information
Grønttorvet
https://groenttorvet.dk
FB Gruppen
https://fbgruppen.dk
Pressekontakt
Hans-Bo Hyldig
Adm. direktør
26897020