Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/06-24   -   Pressemeddelelse

Grønttorvet modtager endnu en pris



Fælleshuset Plads 23 på Grønttorvet har netop modtaget Københavns Kommunes ”Bygningspræmieringspris 2024”. Dermed har den nye bydel modtaget i alt fem priser og anerkendelser på få år, hvilket gør Grønttorvet til et af landets mest prisvindende bydelsudviklingsprojekter.

Siden 1903 har Københavns Kommune præmieret arkitekter og bygherrer, der står bag særlig bemærkelses¬værdig arkitektur. Med præmieringen ønsker kommunen at anerkende de kræfter, der tilfører byens fysiske rammer særlig kvalitet, og understreger samtidig kommunens påskønnelse af god arkitektur som betydningsfuldt for det levede liv i byen.

Et stærkt felt af nominerede
Ved en ceremoni på Copenhagen Architecture Festival CAFx på Halmtorvet i København var godt 50 fremmødte bygherrer, rådgivere, arkitekter og repræsentanter fra kommunen mødt frem for at diskutere god arkitektur og byggeskik, men ikke mindst for at se nærmere på de otte nominerede, der blandt en stribe indsendte projekter havde fundet gennem juryens nåleøje. Sammen med et imponerende felt af nominerede, der blandt andre talte Operaparken, BIG HQ, Karensminde Aksen og Carlsbergbyens Rød Lagerbygning, modtog fælleshuset ”Plads 23” på Grønttorvet Københavns Kommunes ”Bygningspræmieringspris 2024”.

Fem priser til Grønttorvet
Dermed bidrager Plads 23 til rækken af priser og anerkendelser, som den nye, grønne bydel har høstet siden første spadestik i 2016. Amaryllis Hus modtog i 2019 Bygningspræmieringsprisen i kategorien ”Gode og smukke bygninger samt bymiljøer” og ”Publikumsprisen” for smukt byggeri. Året efter modtog FB Gruppen A/S Building Awards’ Developerpris netop for udviklingen af Grønttorvet.

I 2023 var det Blandet By-prisen, der uddeles af Landsbyggefonden og mediet Byrummonitor, som sendte Grønttorvet til tops. Seneste præmie til Plads 23 bidrager dermed til høsten af priser, der sender Grønttorvet til tops som et af landets mest anerkendte byudviklingsprojekter i nyere tid.

Taknemmelig bygherre og stolt arkitekt
- Det er dejligt at blive anerkendt for indsatsen med helhedsorienteret, mangfoldig og kvalitetsfokuseret byudvikling. Vi vil omgående give de modtagne roser og skulderklap videre til de arkitekter, rådgivere, håndværkere og involverede, der har medvirket til skabelsen og opførelsen af Plads 23, sagde adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S i sin takketale.

Også arkitekt Anders Lendager fra arkitektfirmaet, der har designet Plads 23, var stolt over at modtage Bygningspræmieringsprisen, der blev overrakt af kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
- Spisehusets arkitektur er et konkret billede på, hvordan ellers værdiløse og oversete materialer kan blive til æstetiske og formidlingsmæssige grundelementer i et fællesskabsorienteret og ressourcebevidst hus, der bygger videre på områdets unikke historie og skaber en forlænget dagligstue for de lokale beboere, siger Anders Lendager.

Begrundelsen for præmieringen
I bedømmelsesudvalgets begrundelse for at præmiere fælleshuset på Grønttorvet lyder det:
”Plads 23 viderefører Grønttorvets identitet i den nye bydel, og gennem genbrug af betonelementer fra de gamle grønttorvshaller, genfortolkes stedets historie. Projektet viser et vellykket byudviklingsgreb, hvor det centralt placerede fælleshus bringer det store centrale byrum i spil til en bredere anvendelse. Projektet sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi tænker genanvendelse og hvordan genanvendelsen påvirker vores æstetiske vurderinger af et sted. Genanvendelsen af industribetonelementer er pionerarbejde, som har været med til at flytte grænserne for, hvordan vi kan genanvende beton i fremtiden.” 

Fakta om Plads 23:
• Kategori og funktion: Kulturbyggeri og spisehus.
• Adresse: Paradisæblevej 23, 2500 Valby.
• Bygherre: Ny Valby Udvikling A/S, der ejes af projektudviklerkoncernen FB Gruppen A/S og styringsentreprenøren Ingcon A/S.
• Projektteam: Lendager (arkitekt) og Sori VVS (ingeniør).

Motivation for prisindstilling:
• Spisehuset ‘Plads23’ er et fremtrædende eksempel på en praktisk, løsningsorienteret tilgang til at bruge direkte genbrug, inklusiv håndtering af forurenede materialer.
• Overskydende materialer fra Grønttorvets transformationsproces bruges til at skabe en unik, lokalt forankret arkitektur baseret på stedets egne ressourcer.
• Bygningens facadeelementer – både de ydre og de indre i ”kernen” – stammer således fra Grønttorvets oprindelige bygninger fra 1950’erne. Betonelementerne var stærkt forurenede, men blev renset og integreret i det nye Spisehus.
• Med sin åbne, imødekommende struktur samler Plads23 områdets beboere og danner en fleksibel ramme for forskellige aktiviteter i området, som en platform for gode naboskaber. Bygningen fremstår gennemsigtig og viser sine mange forskellige aktiviteter til omgivelserne. Spisehuset udvider ‘Spis Din Park’-konceptet og inkluderer et orangeri, der året rundt vil kunne forsyne køkkenet med forskellige urter og grøntsager. Målet er at lade huset fungere som et selvforsynende fælleshus og folkekøkken, der øger bevidstheden om vores daglige valg i forhold til mad.
• Samlet set giver både Spisehuset og orangeriet et ensartet og sammenhængende pavillonudtryk og skaber en plads, der knytter sig til promenaden med udsigt over en nærliggende park. Sådan skabes en lokal ramme omkring fællesskabet og måltidet. Samtidig sikrer brugen af genbrugte elementer, at Grønttorvets unikke historie og identitet bliver en integreret del af områdets fortælling.
• Spisehuset rækker ud til omgivelserne med sin betonpromenade og lægger sig tæt op af den nærliggende park samt områdets boliger. Bygningens transparente udtryk giver den en tæt sammenhæng med omgivelserne.

Bedømmelsesudvalget:
• Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg.
• Claus Bjarrum og Rosa Siri Lund som sagkyndige udpeget af Akademisk Arkitektforening.
• Lisa Sørensen som sagkyndig udpeget af IDA/Ingeniørforeningen Danmark.
• Lise Pedersen, der er Enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen samt
• Asger Rønholm, der er arkitekt i Teknik- og Miljøforvaltningen.


Relevant information

Læs mere de nominerede og præmierede byggerier her:
https://www.kk.dk/politik/politikker-og-indsatser/bolig-byggeri-og-byliv/bygningspraemiering/praemierede-og-nominerede-byggerier


Billeder


Pressekontakt

Lindskov Communication
Pressekontakt for FB Gruppen A/S
  70 26 19 79
Hans-Bo Hyldig
Adm. direktør
  26897020
Catherine Lyager Langer
Business Development and Communication Manager, Architect MAA. Lendager, www.lendager.com.
  44 18 15 49
Københavns Kommune, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Nyropsgade 1, 1602 København V, www.kk.dk.
Specialkonsulent Planlægning, Stine Marie Elliot & Kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard.
  24 96 04 61 og 33 66 23 20

Firma

FB Gruppen A/S
Paradisæblevej 4, 5 sal
2500 Valby, Danmark

  33 86 20 20

https://www.fbgruppen.dk/

Modtag nyheder fra FB Gruppen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater