Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
14/08-18   -   Pressemeddelelse

Vidundermaskinen i varmecentralen



Et nyt afgasnings- og trykholderanlæg fra Neotherm klarer de fem vigtigste opgaver i boligforeningens varmecentral – helt automatisk.

550 lejligheder i AAB afdeling 33 i København Nordvest har fået en mere stabil og sikker varmeforsyning med et nyt anlæg, der konstant opretholder det rigtige tryk i varmesystemet.

Trykholdeanlægget kan også selv lufte ud og fylde vand på systemet efter behov – arbejdsopgaver som varmemesteren og hans medarbejdere tidligere brugte meget tid på.

”Før vi fik anlægget fra Neotherm, skulle vi hele tiden kontrollere trykket og fylde vand på. Nu klarer det nye anlæg det hele. Den almindelige afgasning af vandet, trykstyring og vandpåfyldning foregår automatisk, og det er en kæmpe aflastning i vores arbejdsdag", fortæller Henrik Haugelund, der er ledende ejendomsfunktionær i den store AAB boligforening.

Automatisk trykstyring

Når der bliver skiftet en radiator eller lavet andre reparationer, sørger trykholdeanlægget for, at balancen i varmesystemet hurtigt bliver genetableret. Tidligere kunne det tage flere uger at få luft ud af systemet, efter en vandstreng på anlægget var blevet tømt i forbindelse med en reparation. Nu skal Henrik eller en af hans folk lige en tur ned i varmecentralen og trykke på en knap på trykholdeanlægget. Så går det i gang med at regulere tryk og fylde vand på.

”Knappen på anlægget lyser rødt, når der observeres noget unormalt, og det giver god mening, at det kræver en manuel handling – at trykke på knappen – for at sætte anlægget i gang. For knappen lyser også rødt, hvis der er en lækage, et brud på et vandrør, og så skal vi jo ikke give anlægget besked på at trykudligne og fylde vand på. Så skal fejlen findes først,” forklarer Henrik Haugelund.

Plug and play

Neotherms trykholdeanlæg leveres som plug and play og er nemt at installere. Det skal indreguleres til det anlæg, det skal spille sammen med og indstilles efter bl.a. anlæggets vandindhold og varmeydelse. Men når anlægget først kører, så passer det sig selv.

”Det er et helt nyt produkt, vi kan tilbyde til store varme- og køleanlæg – både til energirenovering og nybyggeri. Boligforeningen i Nordvest er det første sted, vi har installeret det, så vi har også fået god læring ud af processen,” fortæller projektleder Anders Gottlieb Mortensen fra Neotherm.

I AAB varmecentralen i Nordvest var der lidt indreguleringsvanskeligheder i starten, indtil Neotherm fandt ud af, at det var nødvendigt med to beholdere i stedet for én for at holde trykket på anlægget i den meget store boligforening.

”De to beholdere er forbundet og betjenes med den samme styring, så brugervenligheden er den samme. Anlægget har bare fået større kapacitet,” forklarer Anders Gottlieb Mortensen.

I boligforeningen i Nordvest har man indtil videre valgt at have styringen på selve anlægget, men det kan også tilsluttes CTS, så man kan betjene det med en computer eller mobil.

Energibesparende

Trykholdeanlægget fra Neotherm er energibesparende i forhold til alternativer som ekspansionsbeholdere eller vakuum-udluftere. Der bruges også mindre energi på at forsyne lejlighederne med varme, når driften er mere stabil, og det med energibesparelser er et vigtigt område for alle boligforeninger, der af regeringen er pålagt store årlige besparelser på energiforbruget. Så Henrik Haugelund er tilfreds med sine nye røde beholdere i varmecentralen:

”Hvis vi ikke havde hørt om det her anlæg, så havde vi nok købt et par almindelige ekspansionsbeholdere til at holde trykket nogenlunde konstant. Men så havde vi ikke fået alle de andre fordele med.”

Fakta

Trykholdeanlæggets 5 vigtige funktioner:

• Optager vandets ekspansion
• Automatisk trykholdning
• Automatisk vandpåfyldning
• Automatisk afgasning og udluftning af anlægget
• Fjerner snavs fra anlægget


Relevant information

Brochure: Neotherm afgasnings- og trykholdeanlæg

Billeder


Pressekontakt

Anders G. Mortensen
Projektkonsulent
  +45 41 28 78 28
Heine Brændstrup
Direktør
  +45 47 37 70 12

Firma

Neotherm A/S
Centervej 18
3600 Frederikssund, Danmark

  +45 47 37 70 00

www.neotherm.dk

Modtag nyheder fra Neotherm A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater