23/08-19
-
Pressemeddelelse
De første aftaler er skrevet under i KAB’s byggepartnerskab
KAB’s byggepartnerskab, der blev indgået med Enemærke & Petersen og seks partnere i forsommeren, har nu fået det officielle navn ”&os Byggepartnerskab”. Byggeaftaler for ca. 1 milliard kroner er i pipelinen på det fælles partnerskabskontor på Havneholmen.
”Lige nu arbejder vi i to spor: Projektsporet, hvor de første byggeaftaler netop er skrevet under, og det buldrer derud af med kontraktuelle diskussioner. Derudover arbejder vi koncentreret med udviklingssporet, hvor vi skaber de processer og standarddokumenter, som &os byggepartnerskabet skal arbejde ud fra i de kommende år.” Sådan fortæller Ulrik Steen Jensen, byggeudviklingschef i KAB om de travle dage på det fælles partnerskabskontor i KAB’s domicil på Havneholmen. Han fortsætter: ”Over de næste måneder rykker flere og flere medarbejdere fra de 8 forskellige partnerskabsvirksomheder ind på kontoret og en afgørende del af udviklingssporet er at skabe en fælles, tillidsbaseret arbejdskultur”
Et officielt navn til fællesskabet
Netop fællesskabstankegangen er grundlaget for partnerskabets nye officielle navn: ”&os Byggepartnerskabet”, fortæller Kim Thinggaard, Enemærke & Petersen og projektdirektør i byggepartnerskabet: ”Vi ønskede et navn, der netop signalerer fællesskab og som alle kan genkende sig selv i – et navn der også signalerer partnerskab til de boligorganisationer, vi bygger for sammen med KAB. Hensigten er, at navnet ses og forstås i sammenhæng med bygherrerne i KAB-fællesskabet. Så man f.eks. kan sige "SAB &os" eller "Sydbo &os”
Tidlig rådgivning giver sunde projekter
Lige nu kigger &os Byggepartnerskab ind i projekter for 1 mia. kr. – og for Kim Thinggaard er det guld værd at komme så tidligt ind i arbejdet med den store portefølje: ”I partnerskabet får vi muligheden for at arbejde som rådgivende entreprenører i disse helt spæde faser, og vi kan bygge en tillid op. Her kan vi få det indblik i hinandens interesser, som erfaringsmæssigt gør, at vi ender med økonomisk sunde projekter, der afleveres til tiden og er af god kvalitet.”
”Best man”-princippet
Hos KAB åbner den tidlige inddragelse op for ressourcer, som ikke ellers har været tilgængelige tidligt i byggeprocesserne: ”Byggepartnerskab arbejder lige nu sammen om nogle byggeprojekter, som er yderst komplekse og tidligere kunne give knuder i den traditionelle samarbejdsform. Men her i partnerskabet får vi adgang til en hel palette af ressourcer - partnerskabsvirksomhederne kalder det ”best man”-princippet, hvor de plukker deres bedste profiler til at hjælpe os i specifikke problemstillinger. Samtidigt arbejder vi kontinuerligt sammen med en række nøglepersoner, som vi er enormt trygge ved, og det giver ro på projekterne.”
Kombination af erfaring med almene boliger og partnerskaber
KAB’s Ulrik Steen Jensen ser frem til at udvikle samarbejdet over den næste årrække: ”I KAB byder vi ind med stor erfaring som bygherre i den almene sektor og vores partnere arbejder i høj grad baseret på erfaring med partnerskab – de kender rutinerne med at arbejde i processer og de reaktionsmønstre, der opstår i samarbejdet. Men samtidigt er de nysgerrige og åbne overfor vores erfaring og vil gerne skabe et partnerskab 2.0 indenfor almene boliger.”
Invitation:
&os Byggepartnerskabet indbyder til housewarming i dag fredag d. 23. august kl. 14-16 i det nye partnerskabskontor på Havneholmen 21, Kbh. V.
Fakta:
&os Byggepartnerskabet består af KAB, Enemærke & Petersen, JJW Arkitekter, KANT Arkitekter, SLA Architects, Norconsult, Oluf Jørgensen Rådgivende Ingeniørfirma og Rekommanderet.
Fire af virksomhederne: Enemærke & Petersen, KANT Arkitekter, Norconsult og Rekommanderet har arbejdet sammen om det strategiske partnerskab Byk med TRUST for Københavns Kommune.
Firma
Enemærke & Petersen
Ole Hansens Vej 1
4100 Ringsted,
Danmark
41866304
41866304
www.eogp.dk