Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/11-19   -   Pressemeddelelse

TRUST fylder tre år: ”Fremtiden tilhører dem, der kommer med nye løsninger”



ByK med TRUST’s fødselsdag giver anledning til et faderligt tilbageblik på samarbejdets fødsel af stifteren, Rasmus Brandt Lassen, men også rum for, at arvtageren Kasper Wulff kan give et bud på, hvad fremtiden kan bringe for strategiske partnerskaber i byggeriet

For godt tre år siden lød startskuddet til Danmarks første strategiske partnerskab i byggebranchen, ByK med TRUST. En af hjernerne bag samarbejdet var Rasmus Brandt Lassen, der dengang var chef i Byggeri København. I dag sidder han i direktørstolen i Bygningsstyrelsen.

Med udbuddet af de strategiske partnerskaber, som førte til dannelsen af TRUST, søgte Rasmus Brandt Lassen efter løsninger, der i højere grad var tilpasset byggebranchens struktur:

- Jeg undrede mig over en byggebranche, hvor der var meget spildtid, fordi man startede op med nye rådgivere og entreprenører i hvert eneste projekt. Der var samtidig en lav grad af overholdelse af bygherrens mange krav til byggeriet, fordi det ikke kunne betale sig at sætte sig ind i dem i hvert enkelte projekt. Med de strategiske partnerskaber ville vi gerne bidrage til at løse problemerne, og nogen måtte gøre noget, der var anderledes, siger Rasmus Brandt Lassen.

Med usikkerhed opstår skeptiske ryster
Dengang mødte Rasmus Brandt Lassen stor kritik for ideen om at samle alle parter rundt om et bord i et tæt samarbejde, bl.a. fordi branchen frygtede en ensartethed i arkitekturen. I dag ser han de kritiske stemmer som noget, der styrkede projektet:

- Hvis man gør noget, der er anderledes, end en branche er vant til, så opstår der usikkerhed, og med usikkerhed kommer der også altid skeptiske ryster. Og det gav jo i den grad blod på tanden i forhold til at vise, at de strategiske partnerskaber kunne lykkes og dermed gøre kritikken til skamme, siger Rasmus Brandt Lassen.

I dag mener han, at kritikken er vendt til opbakning fra flere sider:

- Jeg hører da heller ikke længere så mange skeptiske ryster. Tværtimod er der jo flere bygherrer, der er fulgt efter og har kopieret og videreudviklet modellen.

Et opgør med en usund konfliktkultur
I dag har Kasper Wulff overtaget jobbet som byggechef i Byggeri København. Han understreger, at man stadig har de samme udfordringer i TRUST, som i andre byggesager. Forskellen er ifølge ham håndteringen af udfordringerne:

- Vi får løst udfordringer med f.eks. prissætning på en meget bedre måde, fordi vi kender hinanden så godt, siger Kasper Wulff og uddyber:

- Det er hårdt for alle parter, når der kommer en usund konfliktkultur, og det synes jeg, at strategiske partnerskaber kan være med til at gøre op med. Det giver både økonomiske fordele, og på det helt menneskelige plan gør partnerskaber også byggebranchen til en mere attraktiv branche at arbejde i.

Fremtidens partnerskaber: Hønen skal lære af ægget

Både tidligere og nuværende chef for ByK København er enige om, at strategiske partnerskaber har skabt grobund for at en mere samarbejdende byggebranche på sin treårsfødselsdag – men ligesom mange andre nyopstartede projekter har TRUST også haft skønhedsfejl i prissætningen, der skal rettes til, hvis ByK for fremtiden skal arbejde med lignende partnerskaber:

- Vi kommer til at have et skærpet blik på, hvordan vi kan bruge de strategiske partnerskaber til at regulere prisen på vores byggerier. Vi kender prissætningen i starten af byggefasen, og der mener vi stadig, det er rum for, at vi kan høste stordriftsfordele og effekten af gentagelserne, siger Kasper Wullf.

Netop derfor skal partnerskabet derfor også blive ved med at udvikle sig:

-Hvis vi skal genudbydes igen, så kommer vi også til at kigge på, hvordan dem, der blev inspireret af os, har gjort det. På den måde skal hønen jo lære af ægget, siger Kasper Wulff.

I sin egen fødselsdagstale til TRUST nævner Kasper Wulff samtidig også, at TRUST omvendt selv har været inspirationskilde for andre:
- TRUST har gået nogle steder hen i terrænet, hvor der ikke var anlagt stier i forvejen. Alle, der har gået i fjeldene, ved, at det er hårdt at betræde sine egne stier. Det interessante er, a når vi kigger os over skulderen, så kan vi se, at der er en hel hale efter os. Nogle er fulgt efter os – og det tyder på, vi er på vej et godt og fornuftigt sted hen, siger Kasper Wulff.

”Vi kommer kun skridtet videre, hvis vi tør udvikle os”
Rasmus Brandt Lassen mener, at den vedholdende vandring i fjeldterrænet og syren i benene har banet vejen for nye versioner af TRUST i branchen:

- Jeg tror ikke på, at der er en one-size-fits-all inden for strategiske partnerskaber. De forskellige bygherrer må finde deres egen måde at gøre det på. Jeg tror, der kommer flere strategiske partnerskaber, men jeg tror også, at der kommer flere forskellige versioner af, hvordan man kan gøre det, siger Rasmus Brandt Lassen og fortsætter:

- Fremtiden tilhører dem, der kan komme med løsninger, og man finder ikke de løsninger uden at prøve at gøre tingene på en anden måde. Vi kommer kun skridtet videre, hvis vi prøver at udvikle os og afprøver nye ting, siger Rasmus Brandt Lassen.

Han mener, at byggebranchen skal være gode til at dele ud af viden, så branchen i fællesskab har mulighed for at imødegå fremtidens udfordringer:

- Det kræver, at der er nogen, der har mod på at være innovative. Det mener jeg, man gjorde med ByK med TRUST og med de strategiske partnerskaber.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Enemærke & Petersen
Ole Hansens Vej 1
4100 Ringsted, Danmark

  41866304
  41866304

www.eogp.dk

Modtag nyheder fra Enemærke & Petersen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele