14/11-16
-
Pressemeddelelse
Iværksætterne ved, hvor pengene er, men rammerne mangler
Dansk Iværksætter Forenings årlige undersøgelse viser en 50 pct. forøgelse af finansiering hentet hos Business Angels og næsten en fordobling af finansiering gennem crowdfunding og crowdlending. Undersøgelsen viser samtidig, at netop finansiering fortsat er en af de allerstørste udfordringer for iværksættere i Danmark.
Dansk Iværksætter Forening har netop gennemført Iværksætterundersøgelsen for 5. år i træk og har i år slået rekord med næsten 1.000 deltagere i undersøgelsen. I år ser vi en forøgelse blandt deltagerne, der har forsøgt at skaffe kapital sammenlignet med sidste år, og undersøgelsen viser en 50 pct. forøgelse af finansiering hentet hos Business Angels og næsten en fordobling af crowdfinansiering. Samtidig er finansiering fortsat en af de allerstørste udfordringer for iværksættere i Danmark.
Jannick Nytoft, Adm. Direktør i DVCA siger om resultaterne af Iværksætterundersøgelsen 2016:
"Undersøgelsen viser endnu en gang, at der er godt gang i Iværksætter-Danmark, når der i den grad efterspørges vækstkapital. Men undersøgelsen understreger også endnu en gang vigtigheden af, at rammevilkårene for investorerne er optimale, hvad enten det er crowdfunding eller investeringer fra Business Angels. Det er forudsætningen for tilstrækkelig finansiering af vækstvirksomhederne."
Lyt til erhvervslivets interesseorganisationer
Opfordringen til landets politikere er i langt højere grad at rådføre sig med interesseorganisationer som Dansk Iværksætter Forening, Dansk Industri, Dansk Erhverv og DVCA i arbejdet med iværksætteres rammevilkår.
Christian Walther Øyrabø, formand i Dansk Iværksætter Forening:
"Det skal naturligvis ikke ligefrem være nemt at kradse penge ind som iværksætter, men finansieringsmuligheder bør ikke spænde ben for Iværksætter-Danmark, og rammerne er ikke tidssvarende. Lyt mere til os og også især organisationer som DI, DE og DVCA. Vi ved, hvad vi taler om og det er hovedløst at komme med initiativer uden at rådføre sig her først."
Der er brug for nye tiltag for at få aktiveret især Business Angels i investeringer. Dertil vil det være formålstjenstligt at arbejde med tiltag, der aktiverer private midler, eksempelvis pensionsmidler, når der tales om investeringsmuligheder i netop iværksættervirksomheder.
Markedet for crowdfinansiering er i udvikling
Frederik Ploug Søgaard, formand i Dansk Crowdfunding Forening udtaler om resultaterne af Iværksætterundersøgelsen 2016:
"Crowdfunding er iværksætteri på steroider og en brutal blottelse over for de frie markedskræfter. Det er endnu forholdsvist nyt i Danmark, men det er positivt for os at få bekræftet, at flere og flere danske iværksættere tør, og har haft held med, forskellige typer af crowdfunding. Markedet for crowdfinansiering er i udvikling og crowdfunding-miljøet vil vokse med selvforstærkende kraft."
Iværksætterundersøgelsen 2016 er gennemført blandt Dansk Iværksætter Forenings medlemmer og interessenter. Undersøgelsen dokumenterer danske iværksætteres syn på iværksætternes vilkår og undersøger, hvilke udfordringer, der er de største for danske iværksættere lige nu. Dansk Iværksætter Forening har nu gennemført undersøgelsen for 5. år i træk og har i år haft næsten 1.000 deltagere.
For yderligere information, kontakt venligst:
Christian Walther Øyrabø, Bestyrelsesformand i Dansk Iværksætter Forening
Mobil: 40 74 70 93, e-mail: cwo@d-i-f.dk
Jannick Nytoft, Adm. Direktør i DVCA, Dansk Venturekapital- og Private Equity Forening
Mobil: 27 11 20 73, e-mail: jny@dvca.dk
Frederik Ploug Søgaard, Medstifter af og formand i Dansk Crowdfunding Forening
Mobil: 28 23 15 23, e-mail: fps@keystones.dk
Pressekontakt
Christian Walther Øyrabø
Bestyrelsesformand i Dansk Iværksætter Forening
40747093
Firma
Dansk Iværksætter Forening
Undalsvej 6
3300 Frederiksværk,
Danmark
31513336
www-d-i-f.dk