30/11-16
-
Pressemeddelelse
København får efterspurgt natklub, men schyy... Den er kun for voksne!
VIVA Natklub tager dig med helt ind i hjertet af København og slår i denne weekend dørene op til et nyt natklubkoncept med 'clubbing' på den voksne måde.
Tendensen - 40'erne er de nye 30'ere eller 20'ere (vælg selv) - mærkes også i det københavnske natteliv, 'voksen clubbing' er nemlig mere trendy end nogensinde før. Alligevel hænger udbud og efterspørgsel ikke sammen, men fredag den 2. december åbner VIVA Natklub, som går målrettet efter det voksne publikum, der ellers ikke aner, hvor de skal gå i byen for at feste, hygge og mødes uformelt med jævnaldrende.
VIVA Natklub kræser for sit voksne publikum og har smidt en aldersbegrænsning i døren på 30 år. Klubben har en central beliggenhed lige over for Tivolis hovedindgang, kan huse op til 350 mennesker og står lige nu flot og forventningsfuld - i nyrenoverede lokaler, med to dansegulv og alt det sjove i baren - og venter på at danne ramme om Københavns hyggeligste voksenfester.
"Vi sigter efter at skabe en kluboplevelse, der bedst af alt kan lignes med en hyggelig privatfest, bare med offentlig adgang og rigtig god plads", siger medejer Michael Douton og fortsætter: "Pga. den store efterspørgsel på natklubber for voksne, har det været vigtigt for os at ramme den brede målgruppe - et valg der naturligt skinner igennem på vores lydbillede, som rundhåndet inkluderer de fedeste tracks fra de fire sidste årtier... Det bliver SÅ fedt!"
Det er to af de helt store spillere i nattelivet, som, sammen med Brian Simonsen, står bag det nye natklubkoncept, VIVA Natklub. Michael Douton og Jan Würtz er tidligere medejere af den københavnske natklubsucces, Kulørbar, som var målrettet et meget ungt publikum. Men nu har kursen altså fået en ny retning og jagten er sat ind på en anderledes 'voksen' succes.
VIVA Natklub inviterer alle +30-årige til åbningsfest den 2. og 3. december i de historiske gemakker på Vesterbrogade 2b, 1620 København V., fra kl. 21.00. Kom i dit bedste festhumør, så sørger VIVA Natklub for resten!
Pressekontakt
Michael Douton
Medejer
81 750 115