Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/11-19   -   Pressemeddelelse

MøllerLøkkegaard er ny Gazelle



Anlægsvirksomheden MøllerLøkkegaard A/S fra Ringsted var en af de sjællandske Gazeller ved Børsens kåring den 27. november .

Det er første gang MøllerLøkkegaard A/S har kunnet få en Gazelle, idet virksomheden er stiftet medio 2014, og det er en betingelse, at man har haft positiv vækst i mindst fire hele regnskabsår, og at omsætningen mindst er fordoblet. Kravene må siges at være opfyldt. Omsætningen er gået fra 2,3 mio. kr. i 2014 til 58 mio. kr. i 2018, og den bliver ca. 70 mio. kr. i år. Der har været positive tal på bundlinjen hele vejen.

Indehaver Søren Løkkegaard lægger ikke skjul på, at han og hans medindehaver Anders Møller er glade og stolte over den anerkendelse, der ligger i at nå hertil – men det er ikke noget, de har stræbt efter. – Vi betegner os ikke som en vækstvirksomhed med store vækstambitioner. Vi startede to mand med en rive, og i dag er vi fem mand på kontoret og ca. 45 mand i produktionen. Når vi har ønsket at nå hertil, er det fordi, det giver os en god størrelse til at håndtere de spændende opgaver på op til 10-15 mio. kr. Virksomheden ses af nogle som et frisk pust i branchen og er allerede kommet med på listen over anlægsvirksomheder, der får lov til at byde på store prestigeprojekter som Pandahuset i ZOO og Det ny HC Andersens hus i Odense.

MøllerLøkkegaard A/S er autoriseret kloakmester og laver hele løsninger fra entreprenørdelen med jordarbejde og kloak til færdiggørelsen med belægning og beplantning. En del af forretningssuccessen skyldes, at virksomheden i de seneste år har udført en del store LAR-projekter (lokal afledning af regnvand) og ikke mindst taghaver ovenpå parkeringsdæk på nybyggerier i København.

Selv om det er MøllerLøkkegaards første Gazelle, har Søren Løkkegaard modtaget adskillige. Han har tidligere været på en vækstrejse som medstifter af en anlægsgartnervirksomhed, der nu er fusioneret og blevet en af Danmarks største. Før fusionen valgte han dog at træde ud af virksomheden, og da han senere mødte den unge kollega Anders Møller, valgte han at starte forfra. Anders Møller fortæller: - Jeg vidste allerede, da jeg gik på anlægsgartneruddannelsen, at jeg ville være selvstændig. Så da jeg fik et tilbud fra Søren Løkkegaard om at stifte et fifty/fifty-ejet firma, krævede det ikke megen betænkningstid. Anders Møller har også allerede en hæderspris på hylden, for sammen fik de i 2017 Næstved Kommunes iværksætterpris, før de valgte at flytte til Ringsted for at være tættere på de store anlægsprojekter i København.

– Vækst kan være spændende, fortæller Søren Løkkegaard, men på et tidspunkt består ens arbejdsdag kun af ledelse. I MøllerLøkkegaard har vi en størrelse, så Anders og jeg selv har hænderne helt nede i materien med det, vi synes bedst om: At give kunderne nogle skarpe priser, hvor vi med god projektgranskning sætter en ære i at komme med forslag til forbedringer og besparelser og ikke mindst en projektstyring, der holder tingene på sporet. Vi vægter nærvær og dialog meget både i vores kundekontakt og overfor vores medarbejdere, og det er bare mindre kompliceret, når man har den direkte kontakt.

Billeder


Pressekontakt

Søren Løkkegaard
Adm. direktør
  +45 27 84 56 08

Firma

MøllerLøkkegaard A/S
Huginsvej 17
4100 Ringsted, Danmark

  +45 71 99 71 08

www.anlaeg-ml.dk

Modtag nyheder fra MøllerLøkkegaard A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater