26/02-18
-
Pressemeddelelse
Pensionister beskattes ud af deres egen bolig
Er det snigende ekspropriation, vi ser via ejendomsskatterne
Når en halv million pensionisters gæld (indefrysning af grundskyld) vokser med 425% på 16 år og beløbene er 2 mia. kr. i år 2000 og 8,5 mia. kr. i år 2016 - så må det stå lysende klart, at der er noget helt galt.
Det er næppe lysten, der har medført den øgede gældsætning, men tværtimod en brandbeskatning af boliger generelt og en beskatning, der naturligvis rammer pensionister hårdere, idet deres indtjening generelt er lavere, end da de var i beskæftigelse.
At der er tale om en helt urimelig stigningstakst, fremgår isnende klart, når man sammenligner med inflationen. Inflationen var i perioden 2002 til 2017 på 27 %. Grundskylden steg med 110% - altså steg denne skat godt og vel 4 gange mere end inflationen.
Hvad har disse pensionister så gjort, siden de nærmest jages fra hus og hjem og tvinges til at gældsætte sig for at blive i deres egen bolig?
Jo, de har købt et hus, løbende betalt på det og vedligeholdt det, de har typisk haft langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og de har købt huset for at skabe en ramme for deres familie og deres liv. Vel ikke en adfærd, vi som samfund skal straffe ved at jage dem fra hus og hjem.
"Det er grotesk, urimeligt og helt uretfærdigt, sådan som vi behandler denne store gruppe boligejere. Vi påtvinger dem en stor skattebetaling, og kan de ikke betale, så overtager staten i realiteten deres hus sten for sten. Det kan næsten sammenlignes med en omfattende ekspropriering", lyder det fra Kim Juhlin, der er formand for Boligejerne.
"At det kan lade sig gøre at udsætte en så stor gruppe for en så urimelig behandling skyldes, at boligejerne ikke har haft tradition for at samle sig, så de sammen kan udgøre den magtfaktor, de er, men det ser vi som vores opgave at ændre på" siger Kim Juhlin.
Pressekontakt
Kim Juhlin
Formand
+45 41900006
+45 50421482
Firma
Boligejerne - interesseorganisation
Maglebjergvej 13
2800 Lyngby,
Danmark
+4541900006
+4550421482
www.boligejerne.com