14/08-17
-
Pressemeddelelse
Klassisk musikfestival fylder Roskilde
Det er ikke første gang, at Ensemble Mutatis gæster hverken Roskilde eller Skt. Ibs Kirke og anledningen er, som den har været det før, den årlige Schubertiadefestival, som løber af stablen netop nu.
Schubertiaden byder på lidt af hvert, og tirsdag d. 15. august er det Ensemble Mutatis tur til at give den gas med både Schubert og Beethoven på programmet. Ensemble Mutatis er sammensat af ti musikere fra de mest fremtrædende orkestre i Danmark og Sverige. Og det er ikke med hvilket som helst formål, de er samlet:
- Mutatis betyder at forandre, forklarer bratschist Dmitri Golovanov fra ensemblet; og det er netop det, vi ønsker at opnå med vores musik. Samtidig så giver navnet os den frihed, at vi kan sammensætte vores ensemble i forskellige konstellationer og dermed spille lige præcis det kammerrepertoire, vi ønsker, fortsætter Dmitri med et glimt i øjet.
Dmitri Golovanov er oprindeligt fra Rusland, og Dmitri har ligesom de andre medlemmer af ensemblet haft en vidt spændt international karriere, før han slog sig ned i det danske musikliv.
- Vi søger at favne en umådelig mangfoldighed både i ensemblet, men også i repertoiret.
Ensemblet, der netop har udgivet en CD med en hyldest til fransk kammermusik af Ravel, Satie m.fl., glæder sig til deres koncert på Schubertiaden, hvor det er tyske Beethoven og østrigske Schubert, der er på programmet.
Koncerten med Ensemble Mutatis finder sted d. 15/8 kl. 19.30 i Skt. Ibs Kirke, Roskilde, og bliver sendt live på P2. Billetter kan købes i døren eller via billetlugen, hvor man også kan købe billetter til resten af Schubertiadekoncerterne.
Pressekontakt
Bent-Erik Rasmussen
Generalsekretær
20 44 63 10