23/08-17
-
Pressemeddelelse
Verdensberømt trio rammer Roskilde
Den tilbagevendende klassiske musikfestival Schubertiaden kan igen i år stolt byde velkommen til et bredt program. Blandt andet Trio con Brio, der er kendt som nogle af verdens bedste Schubert-fortolkere. Trioen er noget af et familieforetagende med både et søskende- og ægtepar
Lørdag d. 16. august byder den verdensberømte klavertrio Trio con Brio Copenhagen på koncert i forbindelse med den årlige klassiske musikfestival Schubertiaden, der finder sted rundt om i Roskilde. To tredjedele af trioen er søstrene Soo-Kyung Hong og Soo-Jin Hong, der stammer fra Sydkorea.
- Min søster og jeg har fulgt hinanden hele vores liv. Musik har altid forbundet os to. Vi føler, at vi inspirerer og supplerer hinanden, siger Soo-Kyung Hong, cellist i Trio con Brio.
Netop kærligheden til musikken og inspirationen fra hinanden er det, trioens følgere fremhæver om ensemblet. Det kan høres på sammenklangen og intensiteten ved ensemblets koncerter.
- Det er jo også ganske mange timer, vi tilbringer sammen - i øvelokalet, på forskellige scener, på rejser og ikke mindst ved spisebordet, lyder det fra Soo-Kyung Hong.
Har fulgt hinanden op gennem Europa Søstrene flyttede fra Seoul til Wien som teenagere for at studere. Siden flyttede de til Köln, og de seneste 14 år har de boet i København, hvor de begge spiller i DR SymfoniOrkestret.
- Det, at spille sammen i et ensemble, er i sig selv nærmest som at være i et ægteskab. Og så bliver det heller ikke værre af, at det tredje medlem af trioen er min mand, siger Soo-Kyung Hong med et stort smil.
Trio con Brio spiller lørdag d. 26/8 kl. 19.30 i Skt. Ibs Kirke, Roskilde, og man kan købe billetter i døren eller via billetlugen, hvor man også kan købe billetter til resten af Schubertiadekoncertene.
Pressekontakt
Bent-Erik Rasmussen
Generalsekretær
20 44 63 10