06/06-18
-
Pressemeddelelse
Hornbæk sidder efter fem år solidt på Store Badedags-tronen
Tilbage i 2014 slog hornbækkerne Skagen af Store Badedags-tronen og har siden holdt førerpositionen suverænt. Så kom med og få et endorfin-kick, når hele byen går i vandet den 29. juni 2018 på Hornbæks Vestre Strand. Det er gratis og alle er velkomne.
Hornbæks Store Badedag fylder halvrundt. For femte år i træk skyder Hornbæk Turistforening sommerferien i gang med et brag af en folkefest på Hornbæk Strand. Det sker på den sidste skoledag, fredag den 29. juni 2018. Uanset vejret løber hele flokken, som plejer at tælle et sted mellem 700 og 1000 mennesker, efter nedtællingen i vandet præcis kl. 17. Men kom i god tid, senest kl. 16.30.
”Bedre start på ferien findes ikke,” siger fotograf Susanne Buhl, der sammen med journalist Lotte Lund på vegne af Hornbæk Turistforening står for arrangementet.
Susanne Buhl har alle årene fotodokumenteret, hvor godt humør Store Badedag bringer folk i, mens Lotte Lund har lagt krop til og er gået i vandet med de mange hundrede mennesker. Hun kan derfor bekræfte, at man får det så godt, at man simpelthen ikke kan holde op med at smile, når man først har været i vandet.
Store Badedags-konkurrencen startede tilbage i 2014, hvor 372 skagboer fik den vanvittige idé at hoppe i havet på Sønderstrand ved Skagen en tidlig junimorgen. Derefter udfordrede de noget overmodigt Hornbæk for at se, om de kunne mønstre flere til at tage turen ud i det kolde vand. Ellers skulle hornbækkerne komme til Danmarks nordligste by og give rejer, hvidvin og rygmassage. Hornbækkerne, der er et stolt folkefærd, tog selvfølgelig imod udfordringen og satte alle gode kræfter ind.
Den første Store Badedag i Hornbæk blev sat til den 19. juni 2014. Det var vejrmæssigt ikke det bedste tidspunkt, skulle det vise sig. Det blæste en pelikan, himlen trak sammen i mørkegrå nuancer og der var skum på de høje bølger. Alligevel så man hen på eftermiddagen en strøm af hornbækkere i farvestrålende badetøj og badekåber valfarte gennem byen til stranden.
Den officielle optælling viste efterfølgende, at 735 tapre mennesker anført af borgmester Benedikte Kiær den dag trodsede vejrguderne samlet og uforfærdet gik i det brusende hav. Alt skete under kyndigt opsyn af Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste med chef John Mogensen i spidsen Sejren over Skagen var knusende og meget sigende for sammenholdet i den nordsjællandske badeby.
Hornbæk sendte straks udfordringen videre til surferparadiset Klitmøller ved Vesterhavet. Men de ellers gæve vikingetyper på Cold Hawaii gav op på forhånd. Siden har Hornbæk siddet på Store Badedags-tronen, og gjort eventet til en tradition.
”Vi har med glæde set, at Liseleje også har taget Store Badedags-traditionen til sig. De går i år i vandet før os, og vi ønsker dem held og lykke. Men tronen får de ikke,” siger en smilende Lotte Lund.
Konceptet bag Store Badedag er lige så enkelt, som det lyder, Bare mød op i badetøj på dagen. Kom i god tid. Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste står for sikkerheden, så følg anvisningerne.
Optælling af de fremmødte sker, som det har været tilfældet de tidligere år, ved hjælp af klovnenæser til støtte for De Danske Hospitalsklovne – og på stranden vil man også kunne møde hospitalsklovnen Ludo. Klovnenæserne sponsoreres i år af Hornbæk Turistforening.
Den lokale grafiker Maria Lindhardt har i samarbejde med Susanne Buhl også i år designet en flot og stilren Store Badedags-plakat, som forventes at blive et samlerobjekt. Plakaten kan købes på www.bylindhardt.com eller på selve Store Badedag. For hver solgt plakat går 30 kr. til Hornbæk Turistforening.
Der er oprettet en Facebook-gruppe ”Store Badedag Hornbæk” og en Facebook-begivenhed ”Store Badedag Hornbæk 2018”. Man må meget gerne tilmelde sig, så arrangørerne har et fingerpeg om, hvor mange møder op. Som nævnt går alle i vandet kl. 17, men det anbefales at komme i god tid, senest kl. 16.30 af hensyn til praktik.
PRAKTISK INFO
Pressen inviteres til at dække Store Badedag 2018 i Hornbæk.
Tid: 29. juni 2018. Hornbækkerne går i vandet kl. 17, men kom i god tid. Senest kl. 16.30.
Sted: Hornbæk Strand ved Sunspot (Veststranden - også kendt som Københavnerstranden eller Siliconestranden)
For uddybende kommentarer og eventuelt flere billeder kontakt Susanne Buhl på mobil 60 63 08 08 eller mail info@fotoforevigt.dk
Relevant information
Facebookbegivenhed: Store Badedag 2018
https://www.facebook.com/events/549039378791113/
bylindhardt hjemmeside
https://bylindhardt.com
Pressekontakt
Susanne Buhl
Arrangør
60 63 08 08
Firma
Hornbæk Turistforening
Vestre Stejlebakke 2A
3100 Hornbæk,
Danmark
+45 - 20 47 44 92 / + 45 - 49 70 47 47