Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/06-17   -   Pressemeddelelse

ProLøn booster brugervenlighed med hjælp fra Trifork

Med mere end 30 år på bagen er ProLøn en af landets ældste og mest erfarne lønservicevirksomheder. ProLøn var blandt de første med en enkel lønløsning, som alle uanset branche og faglig baggrund kan håndtere. Teknikken er konstant blevet udviklet og forbedret, og nu er tiden kommet til, at det også skal være lækkert at se på og intuitivt at bruge.

Står også bag MobilePay-app
It-software-udviklingsfirmaet Trifork A/S er hyret ind til at løfte ProLøn-systemets brugergrænseflade op i øverste liga. Trifork er blandt de førende inden for design af brugervenlige løsninger, mest kendt er nok MobilePay, som har flyttet grænserne for, hvordan en bank-app kan se ud. "Selve lønmotoren er stærkere end nogen sinde. Nu skal brugeroplevelsen matche vores nye skarpe identitet, der har flyttet ProLøn fra at være et solidt, serviceorienteret lønbureau i en lidt anonym indpakning til at være et topmoderne et af slagsen, der giver nutidens kunder det, de efterspørger," siger direktør Finn Conradsen, ProLøn.

Flot & intuitivt
Brugervenlighed, eller UX (user experience), som det også hedder, er drevet af smartphones, som alle har. "Vi har vænnet os til lækre, smarte apps, som både er flotte og intuitive at bruge. Hvorfor skal noget være grimt og besværligt, når det lige så godt kan være flot og nemt?" spørger direktøren retorisk.
Grundig research, hvor både kunder og medarbejdere er blevet inddraget, er fundamentet for ProLøn-systemets nye løsning, som gradvist rulles ud hen over sommeren 2017.

Rykker forrest i rækken af lønbureauer
På basis af omfattende personlige interviews er kunder og medarbejdere blevet indbudt til testrunder, hvor de i en prototype har skullet løse bestemte lønopgaver. Brugernes reaktioner har givet værdifuld viden til designerne og skærpet fokus på en intuitiv tilgang.

"Vi har i Trifork sammen med ProLøns fageksperter skabt en moderne lønløsning oven på en eksisterende lønmotor. Og fordi den er fuldstændig tilpasset arbejdsgange i kundernes virksomheder, mener jeg, at ProLøn rykker forrest i rækken af lønbureauer," lyder det fra Jesper Grankær Carøe, Vice President ved Trifork. Den nye løsning er udviklet ved hjælp af en såkaldt agil proces med korte to-ugers forløb. "Vi udvikler en bid ad gangen med fokus på det, kunderne bruger mest. Sådan at vi hele tiden prioriterer det vigtigste først."

"Det er let at lave software, hvis du starter på blank side. Det svære er netop at tage en eksisterende virkelighed og skabe noget helt nyt og banebrydende samtidig med, at vi sikrer høj stabilitet i det gamle system," siger Trifork-direktøren, der er spændt på, hvordan brugerne reagerer på det nye, og han forsikrer om, at de i softwarefirmaet sidder klar til feedback fra marken.

Finn Conradsen forklarer, at modernisering af brugergrænsefladen er sket med stor respekt for brugere på alle faglige niveauer: "Den erfarne lønbogholder har styr på tingene, kender koderne udenad og arbejder meget effektivt. Det har været afgørende for os, at det øgede fokus på brugere, der ikke er vant til at lave løn, ikke sker på bekostning af de erfarne brugere. Det nye design understøtter derfor begge grupper," lover han.

ProLøn ligger skarpt i markedet, vurderer Finn Conradsen - med en unik specialisering i brancheløsninger, en meget rost kundeservice samt ikke mindst integrationer med en lang række andre it-systemer til fx timeregistrering og bogføring. "Vi hjælper, uden beregning, vores kunder med at få deres it-systemer til at snakke sammen.

Fx ved at timerne automatisk overføres til ProLøn, som så efterfølgende kan danne en kassekladde til bogføringssystemet. På den måde reducerer vi tastearbejdet og effektiviserer kundernes administration. Og nok så vigtigt - vi hjælper vores kunder med at overholde den nye persondatalov, fordi vi sørger for, at persondata vedrørende løn ligger ude i 'skyen' frem for på kundernes computere."


Relevant information

ProLøn og Trifork har udviklet brugervenlig frontend
https://proloen.dk/

Trifork - softwareudviklere - står bag ProLøns nye frontend
http://trifork.com/


Billeder


Pressekontakt

Susanne Lauritzen
Marketingschef
  87101964
Jesper Grankær Carøe
Vice President ved Trifork
  23301099

Firma

ProLøn A/S
Tronholmen 3
8920 Randers NV, Danmark

  87101930

www.proloen.dk

Modtag nyheder fra ProLøn/Trifork på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater