Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/08-17   -   Pressemeddelelse

Nets: Danskerne har taget godt imod kontaktløs betaling

Det kontaktløse kort kan spare dig for en del tid og besvær. Du slipper nemlig for at indsætte dit betalingskort i terminalen, og du skal ikke bruge PIN-kode, hvis beløbet er under 200 kroner. Ifølge Nets er den nye teknologi en succes hos danskerne.

Den kontaktløse betaling med NFC-teknologi kommer kun til at blive endnu mere udbredt i Danmark, lyder vurderingen fra Nets. Det skriver Credi.dk i en pressemeddelelse.

Kontaktløs betaling betyder at man betaler uden at indsætte sit kort i terminalen eller indtaste sin PIN-kode hvis beløbet er under 200 kroner. NFC står for Near Field Communication og er en teknologi for trådløs kommunikation, som egner sig til at overføre små datamængder.

I begyndelsen af august 2015 blev det nye kontaktløse Visa/Dankort introduceret på markedet. Kontaktløs betaling kan gennemføres for beløb under 200 kroner. Man holder kortet ind mod betalingsterminalen indtil man hører et bip, som signalerer at transaktionen er gået i gennem. Du behøver ikke engang at tage kortet ud af din pung. Du kan nøjes med at lægge pungen med kortet i op på terminalen.

- Det sidste halvandet år har mange danskere taget det kontaktløse kort til sig. Lidt over hver fjerde betaling med Dankort sker i dag kontaktløst, og taget i betragtning af, at det kun er cirka hver tredje dansker, som har et kontaktløst kort, er det rigtig flot. Danskerne har taget det til sig. I fremtiden vil det også blive almindeligt at betale kontaktløst med mobilen. Man vil opleve, at det bliver mere bekvemt og praktisk, siger pressechef i Nets, Søren Winge til Credi.dk.

Kortet kan også bruges på transaktioner over 200 kroner, så skal du blot bruge din PIN-kode for at gennemføre betalingen.

Kontaktløs betaling i tre enkle trin:
1. Hold kortet indenfor en radius af 3 centimeter af terminalen
2. Vent på biplyden
3. Transaktionen er gennemført!

Grunden til at kortet skal holdes indenfor en radius af tre centimeter fra terminalen er, at man på den måde undgår, at der bliver trukket penge fra kortet, hvis du går forbi en tilfældig terminal. For at sikre sig, at funktionen ikke bliver misbrugt, bliver der udført stikprøvekontroller. Her vil du blive bedt om at indtaste din PIN-kode. Ifølge Jyske Bank kan kortet kun registrere en betaling én gang, det vil sige at dit kort ikke bliver belastet flere gange, selvom du står og vifter med kortet foran terminalen.

Kontaktløst er mere sikkert
Mange tror fejlagtigt at der er en øget risiko for misbrug af kontaktløse kort, fordi der ikke skal bruges PIN-kode. Dette er dog ikke tilfældet, hvis man spørger Nets. Her mener man, at sikkerheden omkring de nye Dankort er ligeså god som almindelige betalingskort.

- Vi ser ikke, at kriminelle går efter de kontaktløse kort. Det er ikke interessant for dem med lavværditransaktioner, og de kan blive optaget på video i butikken. Vi har kontrolfunktioner som gør, at du vil blive bedt om at indtaste PIN-kode efter en række lavværditransaktioner i træk. Det vil den kriminelle ikke kunne vide, og så har vedkommende et problem, siger Søren Winge.

Fordi der er en beløbsgrænse på 200 kroner, vil svindlerne højst sandsynligt slippe afsted med småbeløb, før du opdager at kortet er væk og får det spærret. Bliver din PIN-kode derimod afluret, kan kriminelle nemt hæve 10-12.000 kroner på din konto inden misbruget bliver opdaget. Så misbrug af kontaktløse kort er i en helt anden størrelsesorden, understreger Winge.

Hurtigere ekspedition med kontaktløs betaling
Det tager muligvis ikke mange sekunder at indsætte sit kort i betalingsterminalen og indtaste PIN-koden, men hvis man står i en lang kø, kan den kontaktløse betaling spare dig for en del ventetid. Både for kunder og for de ansatte i forretningen. Derudover slider kontaktløs betaling mindre på terminalen, hvilket vil sige at der opstår færre tekniske problemer, som resulterer i kortere ventetid i supermarkedet.

Grundet beløbsgrænsen på 200 kroner egner kontaktløs betaling sig bedst som betalingsmiddel på caféer, apoteket, i supermarkedet, til at betale for parkering og andre steder, som ikke kræver store beløbssummer.

Kontaktløs betaling mindsker risikoen for misbrug
Én af fordelene ved at betale kontaktløst er, at din PIN-kode ikke kan aflures af svindlere og derefter misbruges. Du kan ligeledes ikke blive udsat for skimming, fordi du ikke har fysisk kontakt med betalingsterminalen.

- Historisk har vi set, at misbrug primært sker ved de fysiske afluringer af PIN-koden. Det kan være på en station hvor du skal betale for din togbillet eller en bar, hvor du skal betale for en øl, hvor de aflurer koden og stjæler dit kort. Det slipper man for med det kontaktløse kort, når man handler for under 200 kroner. Man slipper også for at blive udsat for skimming, siger Winge.

Skimming er, når nogen installerer overvågningsudstyr i terminalen eller automaten og derefter aflæser dine kortoplysninger og PIN-kode, hvorefter de typisk vil tømme din konto for aktiver.

- Der er helt klare plusser ved at betale kontaktløst, fastslår han.

Hvor ofte bliver man bedt om PIN-kode?

For at sikre sig, at kortet ikke bliver misbrugt, kan man som tidligere nævnt blive bedt om at indtaste PIN-koden engang imellem. Det er dog en balance, siger Søren Winge. For på den ene side vil man gerne have, at PIN-koden skal bruges sjældent for at gøre betalingen hurtigere og mere bekvem. På den anden side ønsker at forhindre misbrug.

- Selvom to ud af tre køb er under 200 kroner, er det ikke så tit, at vi må bede om PIN-koden ved lavværdikøb af sikkerhedsmæssige årsager. Det skyldes, at der ofte kommer et højværdibeløb ind i mellem, som kræver PIN-kode, og dermed bliver 'saldoen' nulstillet. Det er noget, vi prøver at balancere, så du ikke møder PIN-kode kontrollen så tit. Samtidig som vi prøver at begrænse misbrug, siger han.

Højere beløbsgrænser muligvis på vej

Som det ser ud lige nu, er beløbsgrænsen for kontaktløs betaling uden brug af PIN-kode på 200 kroner. Man overvejer dog at hæve beløbsgrænserne med 50 eller 100 kroner, hvis den kontaktløse betaling fortsætter med at være en succes, fortæller Nets til Credi.dk.

- Vi vil ikke udelukke, at beløbsgrænserne bliver hævet. Hvis vi ser, at der som nu er meget få udfordringer med misbrug af lavværditransaktioner, kan vi øge beløbsgrænsen. Men det er relativt nyt, og vi vil gerne gøre os nogle erfaringer,inden vi ændrer rammerne. Nets vil vurdere det løbende i samarbejde med bankerne og detailhandlen, siger Søren Winge.

Billeder


Pressekontakt

Anders Fagereng
CEO
  +47 48 06 54 53

Firma

Fagweb AS
Erling Skjalgssons gate 19b
0267 Oslo, Norway

  004723905252

https://credi.dk

Modtag nyheder fra Credi.dk på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater