08/10-20
-
Pressemeddelelse
Årets Papageno-pris går til Elene Fleischer og Liselotte Horneman Kragh
Papageno-prisen 2020 går til de to ildsjæle Elene Fleischer og Liselotte Horneman Krag for bogen "I selvmordets kølvand – Hjælp til at bære det ubærlige". Prisen uddeles i forbindelse med en national netværksdag d. 3. november 2020. Sammen med prisen følger 10.000 kroner.
Begrundelsen
Bogen "I selvmordets kølvand – Hjælp til at bære det ubærlige" er en håndbog i at håndtere, søge hjælp og være samtalepartner til mennesker, der har mistet ved selvmord. Vi mener, at selvmordet omtales på en sober, respektfuld og informativ måde. I Landsforeningen er vi meget glade for bogen. Vi bruger den både i forhold til egen sorg, og når vi taler med andre der har mistet ved selvmord. Vi finder det vigtigt at udbrede kendskabet til bogen blandt de, som er efterladte efter selvmord, men også til lægfolk og fagfolk.
Bogen favner bredt og belyser ganske fint problematikken samt øger forståelsen for efterladtes situation. Særligt kapitlerne, som beskriver den efterladtes kamp for at mestre sit fremtidige liv, er givende læsning. Siderne med hurtigbokse fungerer som en glimrende opsummering og er desuden meget praktisk som opslagsreference. Alt i alt en bog, som varmt kan anbefales.
Bogen udkom i foråret 2019 på Forlaget Eksistensen.
Om Papageno-prisen
Det er 15. gang prisen uddeles i Danmark. Prisen gives til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden.
Prisen er opkaldt efter fuglefængeren Papageno fra Mozarts opera Tryllefløjten. Papageno bliver selvmordstruet, da han tror, han har mistet sit livs kærlighed, Papagena. Da han vil tage sit liv, griber tre ånder ind og viser Papageno, at der er bedre måder at håndtere situationen på. Man taler ligefrem om ”Papageno- effekten” i forskning i mediernes omtale af selvmord og selvmordsforsøg. Medieomtalen skal f.eks. gerne give svar til selvmordstruede på, hvordan man kan klare en krise, hvordan man kan få hjælp - og hvad man kan gøre som pårørende til en selvmordstruet. Prisens navn sætter derfor fokus på forebyggelse ved medieomtale af selvmord.
Formålet med Papageno-prisen er at:
⦁ forebygge gennem information
⦁ undgå tabuisering
⦁ tage hensyn til og beskytte de efterladte
⦁ oplyse om mulighed for hjælp og behandling for selvmordstruede og efterladte.
Retningslinjerne for tildeling af prisen ligger i forlængelse af WHO's anbefalinger, som kan ses på www.selvmordsforskning.dk under menupunktet ”presserum”.
Inspiration fra Belgien
Ideen til en mediepris med det formål at forebygge selvmord stammer fra Belgien, hvor man indstiftede en lignende pris i 2003.
Papageno-prisen blev første gang udelt i Danmark i 2005 – dengang under navnet Werther-prisen.
Tidligere prismodtagere:
2019: Journalist Jonas Bisgaard Kristensen, JydskeVestkysten
2018: Journalist Jonas Damstrup Fried, DR
2017: Journalisterne Else Marie Nygaard og Maja Funch, Kristeligt Dagblad
2016: Sygeplejerske og forfatter Jorit Tellervo
2015: Journalist Sine Skott Andersen, TV2 Fyn
2014: Sportsjournalist Dan Philipsen, Jyllands-Posten
2013: Instruktør og skuespiller Lotte Andersen, dokumentar
2012: DRs ungdomsprogram TVÆRS på P3
2011: Psykolog Birgitte Andersen og fotograf Torben Åndahl
2009: Psykolog Bente Hjorth Madsen, hjemmeside www.forebygselvmord.dk
2008: Programmedarbejderne Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer, DR
2007: Journalist Tommy Byrne, Fyens Stiftstidende
2006: Redaktør Thorkild Nyholm, DR 2005: Journalist Inger Anneberg, a4media
------
Bag initiativet i Danmark står en arbejdsgruppe bestående af Merete Nordentoft, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd, Annemarie Knigge, Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Kir Klysner, Dansk Journalistforbund og Trine Banke d’Andrade, Center for Selvmordsforskning.
------
Prisen overrækkes den 3. november 2020 i forbindelse med en national netværksdag, som afholdes virtuelt af Enhed for Selvmordsforebyggelse på AUH, Aarhus Universitetshospital.
Relevant information
Center for Selvmordsforskning
https://selvmordsforskning.dk/
Firma
Papageno-prisen / Center for Selvmordsforskning
Bangs Boder 28-30, st. th.
5000 Odense,
Danmark
66138811