08/10-18
-
Pressemeddelelse
Ejendomsmarkedet langs Ring3 trækker stærkt luksusbrand
Et 5.500 m2 værksted i Glostrup/ Ejby er nu forvandlet til Danmarks første state-of-the art BMW Service Factory. - Et billede på hvordan ejendomsmarkedet langs Ring3 på få år er gået fra svær afsættelige til et marked, hvor selv stærke luksusbrands gerne etablerer sig, lyder det fra den lokale erhvervsmægler Ring3 Erhverv.
BMW-forhandler Jan Nygaard A/S’ nye Service Factory i Glostrup, Danmarks største state-of-the art singlebrand autoværksted, er et godt billede på den forvandling, som ejendomme langs Ring3 i yderområderne vest for København gennemgår i disse år. Den positive udvikling understreges af, at også institutionelle investorer er begyndt at interessere sig for området.
Det bekræfter erhvervsmægleren Anders Holmriis fra Ring3 Erhverv, der har stået for udlejningen af det 5.500 m2 store lejemål på Erhvervsvej 1 i Glostrup til Jan Nygaard A/S. Der er tillige tilknyttet 11.000 m2 grundareal til lejemålet som foruden kundelounge, værksteder og administration rummer 350 parkeringspladser. Dertil kommer, at Jan Nygaard A/S er i gang med at opføre et high-tech dækhotel med plads til over 3000 sæt hjul på grunden.
Virksomheden overtog lejemålet ved årsskiftet og slog efter en gennemgribende renovering dørene op til de nye lokaliteter i starten af september.
På adressen i Glostrup lå før et lidet prangende værksted. I dag er alt forandret. Når man nu drejer ind og følger den blå pil, der er malet på asfalten, føres man ind i et serviceunivers, der er en James Bond-film værdig. Udtrykket i betonbyggeriet er lyst og eksklusivt og gennemtænkt i grafiske og industrielle linjer – gennemført til mindste detalje, også i værkstedsområderne.
Ved ankomsten til Jan Nygaards Service Factory står uniformerede og belevne ”carjockeys” klar til at tage imod bilen i en opvarmet Drive Through hal. De ved på forhånd præcist hvad, der skal ske med bilen, men også kundens videre færd, og tager sig også af at selve parkeringen. 30 sekunder efter kunden er steget ud af bilen, står han eller hun over for valget mellem at gå ind i kundeloungen med café og tage sig en kop kaffe efter eget valg og læse i avis i designermøblerne foran de dansende flammer i pejsen eller at sætte sig ind i ”stillekupeen”, hvor man kan koble sig op ved en arbejdsstation med sin bærbare computer og arbejde i fred og ro til bilen er færdigserviceret – eller at gå ud i den lejebil, som står klar. Kunden kan også vælge, at carjockeys henter bilen på kundens hjemadresse eller arbejdsplads og leverer bilen tilbage igen, når den er færdig på værkstedet. Så ser kunden aldrig ”Service Factory”.
Jan Nygaard A/S har med konceptet ”Service Factory” etableret det første af sin slags i Danmark. At valget faldt på Glostrup / Ejby, glæder naturligvis ejendommens ejer, Escot Erhvervsejendomme A/S.
Det var pladsmangel omkring forretningen i Lyngby, der gjorde, at Jan Nyggard A/S for et par år siden begyndte at se sig om efter et nyt sted at placere sine værkstedsfaciliteter.
”Vi var lidt tvunget af omstændighederne til at flytte vores værksted fra Lyngby, da vi gennem længere tid har været presset på pladsen, og dermed ønsket om at give vores kunder den bedste service oplevelse. Det var en svær beslutning, for vi har ligget samme sted i 40 år. Men her får vi al den plads vi har brug for – stadig tæt på Ring3 og Letbanen. Netop letbanen- og ringvejsbyggeriet samt, lokalplanen for Firskovvej har naturligvis også været i vores tanker frem til beslutningen. Da vi fik ejendommen tilbudt af Ring3 Erhverv, gik det hele meget hurtigt. Og selv om det var lige op til sommerferien, fik vi en meget positiv og hurtig sagsbehandling hos Glostrup Kommune,” siger marketingsdirektør Kasper Olsson, Jan Nygaard A/S.
Jan Nygaards flytning til Glostrup er blot et eksempel på den positive udvikling i ejendomsmarkedet på Københavns vestegn. Ring3 Erhverv har i indeværende år foruden udlejningen til Jan Nygaard A/S udlejet mere end 55.000 m2 - så det samlede antal kvm. kommer op på mere end 60.000 m2 lager, logistik og kontorlokaler langs Ring 3.
- Det er glædeligt at se den stigende efterspørgsel på lager- og logistikejendomme i området langs Ring 3, ikke mindst dem, hvor der er tilknyttet gode udenoms-arealer til bygningen. Den gode infrastruktur kombineret med nærheden til København gør det attraktivt at placere serviceerhverv i disse områder. Med de veletablerede og velkonsoliderede ”nye” lejere i ejendommene langs Ring3 oplever vi også en stigning i ejendomspriserne. Kombinationen af disse faktorer har medvirket til at de institutionelle investorer og fonde nu også er begyndt at se positivt på at investere i ejendomme i dette område, siger partner og ejendomsmægler Søren Carlsen, Ring3 Erhverv.
PRAKTISK:
Partner og ejendomsmægler Søren Carlsen fra Ring3 Erhverv står gerne til rådighed for pressen med uddybende kommentarer eller stiller op til interview. Han kan kontaktes på mobil 21 79 26 39 eller mail sc@ring3erhverv.dk
Læs mere om Ring3 Erhverv på hjemmesiden www.ring3erhverv.dk
Relevant information
Ring3 Erhverv hjemmeside
http://ring3erhverv.dk
Jan Nygaard A/S hjemmeside
http://www.jan-nygaard.dk
Pressekontakt
Søren Carlsen
Partner, Ejendomsmægler
+45-71992121
+45-21792639