20/09-17
-
Pressemeddelelse
Dansk dyrlæge får international pris for sit arbejde med gadehunde
Dyrlæge Mogens Hansen får den 27. september den internationale pris Henry Schein Award, som gives for exceptionel gerning indenfor dyrevelfærd.
Prisen kaldes også "Årets Internationale Dyreven valgt af dyrlæger fra hele verden". Mogens Hansen får prisen for sit mangeårige arbejde med at vaccinere, sterilisere og kastrere gadehunde, især i Asien. Han giver prisen på 5.000 dollars videre til Foreningen Dyrlæger uden Grænser. En forening, som han selv er næstformand for, og som han var med til at stifte i 2006, efter han havde arbejdet for bedre forhold for gadehunde på egen hånd siden 1999.
"Det er naturligt, at jeg giver prisen videre, for det er jo blevet meget lettere for mig at gøre mit arbejde, efter foreningen blev stiftet. Det er rigtig stort at få en pris fra andre dyrlæger, og vi i foreningen ser både prisen som en kæmpe anerkendelse af vores arbejde og af, at andre dyrlæger også synes, det er et vigtigt problem, som vi arbejder med. Jeg håber og tror, at vi får lettere ved at arbejde i udlandet, efter jeg har fået prisen," fortæller Mogens Hansen.
Foreningen Dyrlæger uden Grænsers primære formål er at hjælpe gadedyr i udlandet. De har i alt steriliseret, kastreret og vaccineret omkring 10.000 hunde og katte på deres egne projekter. Især arbejder de med at reducere antallet af hunde med hundegalskab, også kaldet rabies, fordi sygdommen har så store konsekvenser for mennesker.
Mere end 60.000 mennesker dør årligt af hundegalskabWHO regner med, at 10 millioner mennesker årligt bliver behandlet efter at have været udsat for hundebid. Det officielle dødstal af hundegalskab er mere end 60.000 mennesker, særligt i Asien og Afrika. Det reelle tal er formentligt meget højere. Og langt de fleste er børn under 16 år.
Den hyppigste årsag til, at mennesker dør på grund af hundegalskab, er, at de bliver smittet af hundene efter et bid. Ræve, katte og aber får også hundegalskab, men da hundene ofte lever som en del af familien, er de meget tættere på mennesker, og derfor er der større risiko for, at de smitter.
WHO anbefaler, at hundene steriliseres eller kastreres for at holde antallet nede, og at de ikke aflives, men i stedet bliver vaccineret. Afliver man hundene, vil man typisk få fat i de mest tilgængelige hunde, mens de farlige går fri. Og kan hundene stadig formere sig, gør de det.
Mogens Hansen er den første europæer, der får prisen. Han blev uddannet dyrlæge i 1982, driver Nordkystens Dyrehospital i Helsingør og er også en af de bærende kræfter bag www.netdyredoktor.dk
FaktaForeningen Dyrlæger uden Grænser udfører egne projekter jævnligt og formidler også aftaler i udlandet og assisterer med viden og planlægning. Alle dyrlæger arbejder ulønnet og dækker selv diverse udgifter forbundet med opholdet i udlandet.
Billedtekst:Mogens Hansen opererer i Dharamsala i Nordindien. Et projekt, der blev sat i gang, fordi de lokale børn døde af hundegalskab.
Pressekontakt
Mogens Hansen
+45 28 44 62 52