19/08-21
-
Pressemeddelelse
Ny bestyrelse skal geare dansk softwarevirksomhed til international ekspansion
Med ny direktør og bestyrelse gør softwarevirksomheden CHISA klar til næste led i virksomhedens vækstrejse. Ambitionen er at udbrede det populære byggestyringsværktøj til bygge- og anlægssektoren i andre lande
Efter en massiv vækstrejse på det danske marked i bygge- og anlægsbranchen er softwarevirksomheden CHISA nu klar til næste led i virksomhedens udvikling. Indehaver John Theisen overdrog tidligere på året direktørposten til Ulrik Hvid for bl.a. at koncentrere kræfterne om at finde de rigtige profiler til bestyrelsen i forbindelse med virksomhedens planlagte ekspansion. To erfarne erhvervsfolk er nu fundet, og sammen med direktør og indehaver skal de sætte den rigtige strategi og geare virksomheden til international vækst.
- Med det populære byggestyringsværktøj stærke position på hjemmemarkedet har vi en unik mulighed for at erobre markedsandele udenfor landets grænser, hvor bygge- og anlægsbranchen også buldrer derudaf. Holdet er nu fundet, så vi kan realisere CHISAs kæmpe vækstpotentiale, fortæller John Theisen, der selv har en fortid i entreprenørbranchen.
Tung bestyrelsesformand med brancheerfaring
Efter valget af ny direktør har det været vigtigt for John Theisen at finde de helt rigtige kandidater til bestyrelsen for at sikre vækst både i Danmark og i udlandet. Ny bestyrelsesformand bliver Per Engsø Larsen, der med 35 års ledelseserfaring i bygge- og anlægsbranchen som direktør i Skanska og Züblin samt som indehaver af entreprenørkoncernen Engsø Gruppen har omfattende kendskab og netværk i branchen samt særlige kompetencer inden for strategi og forretningsudvikling.
- CHISA har et gennemtænkt og bearbejdet produkt og platform, der længe har været efterspurgt, bl.a. fordi systemet sikrer ensartet rapportering og overblik i virksomheden. Produktet er nu modent til at indtage nye markeder i stor skala, fremhæver Per Engsø Larsen, der i dag sidder i bestyrelsen for Nordisk Beton A/S, Kjær Knudsen A/S og VE Gruppen og tidligere har tung og mangeårig bestyrelseserfaring bl.a. fra Phønix Tag, HOFOR og Geopartner.
Generationsskifte sætter skub i efterspørgslen
Udover at have profiler med omfattende indsigt og kendskab til bygge- og anlægsbranchen er det vigtigt med de rette kompetencer og viden inden for tech og global ekspansion. Her træder it-millionær og tidligere verdensmester i windsurfing Thomas Sehested ind i bestyrelsen og medbringer omfattende kendskab til opbygning og skalering af tech-virksomheder.
I 2004 etablerede han DtecNet, der monitorerer delingen af film og musik på internettet, som blev solgt for et trecifret millionbeløb til amerikanske MarkMonitor og senere Thomson Reuters. Efterfølgende var han med til at stifte GAN Integrity, der hjælper multinationale virksomheder med at holde styr på deres compliancekrav, og som bestyrelsesformand og adm. direktør voksede han virksomheden til en international markedsleder.
Thomas Sehested ser især de makroøkonomiske faktorer samt efterspørgslen inden for `proptech som to store drivere for CHISAs vækst.
- Inden for en kort årrække vil vi se et generationsskifte og en holdningsændring i byggeriet. Mange af de nyuddannede bygningskonstruktører, arkitekter og ingeniører kommer eksempelvis ud med en teknologibaseret baggrund og efterspørger digitale værktøjer. CHISA har udviklet et produkt, der er simpelt og fokuserer på brugeren. Sammen med stigende efterspørgsel på digitale løsninger er virksomheden klar til international ekspansion, og jeg ser frem til at være med på næste del af rejsen, siger Thomas Sehested.
Den nye bestyrelsesformand supplerer:
- Rapporter viser gang på gang, at jo mere digitaliseret en virksomhed er, desto større indtjening per medarbejder. Så det er et godt tidspunkt at komme ud med et professionelt produkt, der matcher entreprenørernes og projektchefernes behov, slutter Per Engsø Larsen.
Relevant information
Chisa A/S
http://www.chisa.dk
Pressekontakt
Ulrik Hvid
Adm. direktør
20225454
Firma
CHISA A/S
Fuglebækvej 1D
2770 Kastrup,
Danmark
70 20 01 09
www.chisa.dk