Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/12-20   -   Pressemeddelelse

Ny undersøgelse i life science-industrien: Digitalisering går godt – grøn omstilling halter

Skal Danmark blive den førende life science-nation, som politikerne ønsker, skal de små virksomheder hjælpes i gang bl.a. med den grønne omstilling. På digitaliseringsfronten er virksomhederne – store som små - til gengæld rustet til tænderne og klar til at indtage positionen som verdensførende. Det viser en ny undersøgelse blandt danske life science-virksomheder, som udkommer i dag.

En ny undersøgelse blandt danske life science-virksomheder sætter tal på de teknologiske udfordringer, som relaterer sig til digitalisering og grøn omstilling. Og konklusionerne peger i retning af, at der er fuld fart på digitaliseringen, mens den grønne omstilling halter en smule bagefter - især i de små virksomheder.

”Undersøgelsen understreger, hvor vigtigt det er at få motiveret de små virksomheder til at blive mere bæredygtige og grønne, så de kan vokse sig store og succesfulde. Vi har en utrolig stærk life science-industri, men det må ikke få os til at tro, at vejen til toppen er uden forhindringer. Der er enkelte sten i skoen, som vi er nødt til at fjerne, hvis vi faktisk mener det, når vi siger, at vi vil være blandt de førende life science-nationer i verden”, fortæller Thomas Bech Hansen, Vice President i FORCE Technology.

Fuld fart på digitaliseringen
Undersøgelsen slår fast, at der er rigtig godt gang i digitaliseringen i life science-industrien på tværs af virksomhedsstørrelse og –segment. 87 procent af respondenterne mener, at digitalisering er vigtig eller meget vigtig.

”Digitalisering er blevet en konkurrenceparameter, og vil man være en af morgendagens succeser, er digitalisering en forudsætning. Derfor er det en god nyhed, at størsteparten af de adspurgte virksomheder arbejder fokuseret med det, og at over halvdelen enten er kommet langt eller er fuldt digitaliseret”, siger Thomas Bech Hansen.

Den grønne omstilling halter især i de små virksomheder
Derimod viser undersøgelsen, at grøn omstilling - initiativer, som skåner miljøet og nedbringer CO2-udledning - ikke fylder så meget for virksomhederne, som man måske skulle tro. 55 procent af undersøgelsens respondenter mener, at grøn omstilling er vigtig eller meget vigtig, men hele 25 procent mener, at grøn omstilling ikke er vigtig, og under en tredjedel arbejder aktivt med at omstille sig til en grøn dagsorden.

Det er især de små virksomheder, der ikke har grøn omstilling øverst på dagsordenen. Undersøgelsen giver ikke noget bud på, hvorfor det forholder sig sådan, og tallene vækker undren hos FORCE Technology og partnerne:

”Grøn omstilling er en af de makrotrends, det er svært at komme udenom i 2020 – nærmest en forudsætning for at lykkes. Derfor kan det undre, at disse virksomheder ikke tydeligere udtrykker et fokus på grøn omstilling”, siger Thomas Bech Hansen og peger på mere samarbejdet på tværs af industrien som en af løsningerne:

”De store skal inspirere de små og gå forrest, så de små kan køre på hjul bag dem. Fælles grønne initiativer, hvor flere løfter sammen, er også en mulighed. Og så vil jeg opfordre de mindre virksomheder til at søge hjælp – fx ny viden og faciliteter til at komme i gang, hvis de ikke selv har ressourcerne”, siger han.

Hent undersøgelsens rapport på www.forcetechnology.com/rapport2020 eller hør om resultaterne på et webinar d. 9. december, hvor repræsentanter fra industrien vil diskutere konklusionerne i en paneldebat.

FORCE Technology planlægger at gentage undersøgelsen om to år for at følge udviklingen.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført i efteråret 2020 som spørgeskema tilsendt via mail. 131 respondenter har besvaret den.
Bag undersøgelsen står syv partnere: FORCE Technology, Biopeople, Dansk Industri life science, Medicoindustrien, Lægemiddelindustriforeningen, Life science innovation North og Welfare Tech.
Det er første gang, undersøgelsen gennemføres, men den forventes at blive gentaget i 2022.



Pressekontakt

Thomas Bech Hansen
Vice President
  +45 43 25 00 00

Firma

FORCE Technology
Park Allé 345
2605 Brøndby , Danmark

  +45 43 25 00 00

http://www.forcetechnology.com

Modtag nyheder fra FORCE Technology på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater