Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/09-18   -   Pressemeddelelse

50 år med Mini Trans



Mini Trans fejrer 50 år i branchen - men der er ingen symptomer på midtvejskrise. Tværtimod er det en stoisk ro og driftighed, der i dag kendetegner transportvirksomheden og dens medarbejdere.

Den høje, lyseblå himmel strækker sig over Mini Trans' domicil i Glostrup, der i dagens anledning danner ramme om fejringen af transportvirksomhedens 50-års jubilæum. Stemningen er munter og falder symbolsk i tråd med det forretningseventyr, der tog sin begyndelse i slutningen af de glade 60’ere. Mini Trans' velkendte, orange vogne har sidenhen figureret i danske klassikere som Olsen Banden og Huset på Christianshavn, og virksomheden har overlevet tre store oliekriser, en it-krise og senest finanskrisen i 2007.

En dedikeret stab
Bestyrelsesformand Carlo Siebert indleder dagens program med at fastslå, at 50-års jubilæet ikke blot er fejringen af en milepæl for Mini Trans, men også af deres trofaste medarbejdere. Derfor bliver hele 11 jubilarer anerkendt med en prangende kurv og solide klapsalver fra kollegerne. ”Jeg skulle bare lige prøve det et par år og se, om det var noget for mig. Og nu hænger jeg her stadigvæk,” griner vognmand Karsten Walldo, der fejrer 35 år hos Mini Trans. ”Min passion er at give mine kunder den allerbedste service,” fortæller Karsten Walldo, der igennem årene har opbygget en tæt relation til sin kundekreds. Det er nemlig primært det menneskelige aspekt ved arbejdet, der driver Karsten Walldo, og der er da heller ingen tvivl om hans fremtid i Mini Trans: ”Jeg regner med, at jeg skal være her, til jeg ikke kan tygge smør”.

Mere end blot transport
Det er netop den personlige service og de tætte kunderelationer, direktør Michael Kastaniegaard fremhæver som én af grundene til, at Mini Trans har klaret alle bump på vejen. Nye deleøkonomiske transportløsninger skaber hård konkurrence, men det tager direktøren med ophøjet ro. ”Vores vognmænd er ikke bare ansat til at køre fra A til B til den billigst mulige pris. De sætter en ære i at give den service, som kunden forventer – og mere til,” forklarer Michael Kastaniegaard og understreger samtidig fleksibilitet som en essentiel del af virksomhedens DNA: ”Den enkelte vognmand tilpasser sig simpelthen sine kunders behov”. På samme måde tilpassede Knud Matzen sig en presserende udfordring, da han i 1968 stiftede Mini Trans i slipstrømmen af momsloven og forbuddet mod godstransport via taxa.

Det lange lys er tændt
Der er stolthed at spore, når Michael Kastaniegaard ser tilbage på virksomhedens udvikling. En mobilisering af alle kræfter har gjort Mini Trans i stand til at klare selv de største opgaver. Sammenholdet er urokkeligt, og selv de yngre vognmænd ser store fordele i at arbejde i en virksomhed med 50 år på bagen: ”Man lærer utroligt meget af de ældre og mere erfarne vognmænd, som arbejder her,” fortæller 34-årige Michael Skibshøj, der selv ser frem til at fejre sit 10-års jubilæum hos Mini Trans. Men hvordan tackler den 50-årige transportvirksomhed eksempelvis fremtidens selvkørende biler, der umiddelbart udfordrer den personlige service? ”Det er selvfølgelig en udvikling, som vi er opmærksomme på,” forklarer Michael Kastaniegaard, der ser fortrøstningsfuldt på fremtiden: ”Jeg er sikker på, at der altid vil være et særligt behov for ad hoc transport, og derfor vil der også altid være et behov for Mini Trans”.


Relevant information

Læs mere om Mini Trans på hjemmesiden:
http://www.minitrans.dk

Følg Mini Trans på Facebook:
http://www.facebook.com/minitrans.dk/


Pressekontakt


Firma

Transportvirksomhed
Produktionsvej 28
2600 Glostrup, Danmark

  42 42 42 42

http://minitrans.dk/forside.aspx

Modtag nyheder fra Mini Trans A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater