Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/07-20   -   Pressemeddelelse

Cornelius Vöge fokuserer strategisk

Det prisbelønnede arkitektfirma, som blandt andet står bag Livsrum i Herlev, Det Nordatlantiske Hus i Odense og Vandkulturhuset på Papirøen i København sammen med japanske Kengo Kuma, har brugt 2019 på at fokusere tegnestuens strategi. Lige nu er Cornelius Vöge blandt andet i fuld gang med Kaffetårnet i Irmabyen for ELF Development og nye attraktive opgaver for fonde.

Arkitektbranchen har det seneste par år været præget af konsolidering, og særligt ingeniørfirmaers opkøb af tegnestuer ændrer strukturen i bygge- og ejendomsbranchen. Det fik i 2019 arkitektfirmaet Cornelius Vöge til at indlede en strategiproces for at skærpe sin egen og omverdenens bevidsthed om, hvad den prisbelønnede tegnestue kan levere og ønsker at være kendt for.
- Det var på mange måder et oplagt tidspunkt at revidere vores strategi. Tegnestuen har opbygget en rigtig god kunde- og opgaveportefølje, vi har det stærkeste hold nogensinde og vi afslutter nu vores del af to store ikon-byggerier. Samtidig er en ny ressourcebevidsthed for alvor ved at slå igennem. Den skaber fornyet efterspørgsel efter den enkle og holdbare arkitektur, vi ønsker at stå for, men også efter helt nye innovative produkter, fortæller arkitekt MAA og partner Dan Cornelius.

Udnytte markedsændringerne
Sammen med Nanna Vöge og Søren Harder Nielsen udgør han ejerkredsen i tegnestuen, der ligger i Roskilde og som beskæftiger 10-15 faste medarbejdere og arkitektstuderende. Dan Cornelius fortæller, at arkitektfirmaet netop ikke vil konkurrere med ingeniører, men i stedet vil tilbyde full-service gennem samarbejder med ingeniører og andre rådgivningsfirmaer, som tegnestuen har tillid til, og som de kender kompetencen og kvalitetsstandarden hos.
- Man skal altid tage opkøb og ændringer i markedet alvorligt. Men vi lader os ikke rive med. I stedet zoomer vi ud og ser på, hvordan vi kan udnytte forandringerne til en konkurrencefordel. Vi oplever en fortsat efterspørgsel efter den rent arkitektfaglige leverance, og reaktionen fra vores faste kunder er, at de ser fordele ved, at vi er tæt på deres projekt i hele processen. Så den position ønsker vi at styrke i de kommende år, fastslår Dan Cornelius.

Strategisk afsæt i stærke referenceprojekter
Som følge af strategiprocessen har tegnestuen både slanket og styrket organisationen gennem det sidste år blandt andet med nye kompetencer. Dermed er tegnestuen gearet til den type opgaver, den fremadrettet ønsker at arbejde med. Cornelius Vöge har blandt andet oprustet inden for bygherrerådgivning, bygnings¬konstruktion, byggeøkonomi og projektstyring, men også mere overordnet indenfor bæredygtighed, bevaring, landskab og helende arkitektur.
- Som tegnestue vil vi ikke specialisere os. Vi finder en stor arbejdsglæde i, at vores opgaver og roller er forskellige i vores projekter. Men vi vil fokusere mere på markedsområder, hvor vi har størst viden og de stærkeste referencer, fortætter Dan Cornelius og uddyber:
- Det er eksempelvis områder som kultur, fritid og fællesskab samt social, sundhed og omsorg, ligesom bygningsbevaring og transformationer i forbindelse med byudvikling og fortætning er områder, hvor vi har erfaring og viden at byde ind med til både offentlige og private bygherrer.

2019 præget af internationale ikon-projekter
Arkitektvirksomheden, der blev stiftet af arkitektparret Dan Cornelius og Nanna Vöge i 2006, har netop aflagt årsregnskab for 2019. I ledelsesberetningen fremgår det, at Cornelius Vöge det forgangne år har haft pæn tilgang af nye kunder og opgaver, især for private bygherrer. Blandt de igangværende projekter er blandt andet opgaven med at udvikle to attraktive opgaver for fonde og transformationen af Kaffetårnet i Irmabyen for ELF Development. Ellers har 2019 været præget af to store opgaver, henholdsvis Vandkulturhuset på Papirøen i København og Det ny H.C. Andersens Hus i Odense, der er udviklet i tæt samarbejde med Kengo Kuma Architects og store danske fonde. Tegnestuen afsluttede herudover opgaven med Livsrum, en ny kræftrådgivning for kræftpatienter og pårørende i tilknytning til Herlev Hospital, hvor helende arkitektur har været i fokus. Tegnestuens bruttofortjeneste var i 2019 7,2 mio. DKK med et overskud på 200 tkr. Balancen udviser en egenkapital på 1,4 mio. DKK.

Fakta om Cornelius Vöge
• CORNELIUS VÖGE Atelier for Arkitektur blev grundlagt i 2006 af arkitekterne Dan Cornelius og Nanna Vöge. Tegnestuen, der bor i inspirerende og historiske omgivelser i en tidligere maskinfabrik ved foden af Domkirken i Roskilde, har 10-15 faste medarbejdere og arkitektstuderende.
• Tegnestuen leverer arkitektoniske løsninger til bygninger og planlægning. Cornelius Vöge arbejder primært med kulturelle og offentlige bygninger, boliger, byplanlægning, strategier for interessenter, kulturplanlægning, social planlægning samt klimatilpasningsprojekter mv.
• Cornelius Vöge dyrker en visionær pragmatisme, evnen til at balancere vilkår og vision i realiserbare projekter, og med en særlig forkærlighed for dagligdagens arkitektur.
• Tegnestuen har bygget flere prisvindende bygninger og har vundet en række internationale og nationale arkitektkonkurrencer blandt andre, Det Nordatlantiske Hus i Odense, Kræftrådgivningscentret Livsrum Herlev samt H.C. Andersens Museum og Vandkulturhuset på Papirøen i København sammen med japanske Kengo Kuma og er netop valgt som arkitekt på transformationen af Kaffetårnet i Irmabyen.
• I 2006 modtog Dan Cornelius og Nanna Vöge Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og i 2015 modtog tegnestuen Nykredits Motivationspris. Senest har Cornelius Vöge som de første modtaget professor og arkitekt Halldor Gunnløgssons nystiftede Hæderslegat 2018 ”for deres bygningskunstneriske bidrag som en af de bedste fortolkere af den danske og nordiske arkitektur-arv”. Tegnestuen har også været nomineret til Roskilde Erhvervspris.
• Selskabets resultatopgørelse for 2019 udviser et overskud på 208 tkr af en bruttofortjeneste på 7,2 mio DKK, og balancen udviser en egenkapital på 1,4 mio DKK. Ledelsen forventer en omsætningsvækst på mindst 10% i 2020 og et nettoresultat på ca. 1 mio DKK.

Billeder


Pressekontakt

Dan Cornelius
Arkitekt og indehaver

Firma

Cornelius Vöge APS
Hedegade 1
4000 Roskilde, Danmark

  +45 2290 0695

www.corneliusvoge.dk

Modtag nyheder fra Cornelius Vöge på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater