Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
02/01-23   -   Pressemeddelelse

Litauisk kommune henter biogas-inspiration i Solrød og Roskilde



I forbindelse med etableringen af danske Aluflams nye ekstruderingsfabrik i Litauen har en delegation fra Jonava Kommune besøgt virksomheder i hele biogas-værdikæden. Solrød Biogas og Aluflam besøgte sammen med Jonavas borgmester og topledelse Gemidan i Stenløse, CP Kelco i Ll. Skensved, Solrød Fjernvarme og Argo i Roskilde på inspirationsturen, der skal gøre aluminiumsfabrikken mere bæredygtig

Energikrisen er også en realitet i Litauen, hvor den danske Aluflam-koncern netop har indviet en ny ekstruderingsfabrik på 8.000 m2 lidt uden for Kaunas, Litauens næststørste by på størrelse med Aarhus. På fabrikken, der er den første af sin art i Baltikum, ekstruderes rå aluminium til profiler og emner, der anvendes til bygninger samt til skibe og i transportsektoren.

Klima og konkurrencedygtighed
Det er Aluflams ambition, at uanset hvor koncernen etablerer fabrikker og anlæg, skal energi- og klima-venlighed være højeste prioritet. Den topmoderne fabrik i Litauen får således blandt andet grøn energi fra en solcellepark på taget, men det er ikke nok til at dække gas-forbruget i industriproduktionen.
- Foruden sund økonomi og energiuafhængighed af Rusland handler biogas for os om et bæredygtigt og klimavenligt alternativ til fossilt brændsel. Men det handler naturligvis også om stabile leverancer af energi til både vores anlæg og andre virksomheder i industriområdet. Med inspiration fra dansk biogas-produktion opfordrede vi derfor den lokale kommune i Litauen til at komme til Danmark for at se nærmere på mulighederne med biogas, siger koncernchef Peter Birck fra Aluflam.

Solrød Biogas: Vores koncept må gerne kopieres
Solrød Biogas blev sat i drift i 2015 og er et af landets mest succesfulde anlæg. Det var derfor et oplagt besøgsmål for den litauiske delegation. Under besøget gav lektor Tyge Kjær fra Roskilde Universitet et oplæg, hvor han gav konkret viden om, hvordan man kan etablere et tilsvarende anlæg i Litauen.
- Tyge Kjær er en betydelig, international kapacitet på biogasområdet. Han var med lige fra planlægningen og til den endelige realisering af Solrød Biogas, så jeg er glad for, at delegationen fik mulighed for at tale med ham personligt. Vores koncept her i Solrød må meget gerne kopieres af andre. Vi er stolte over, hvor langt vi er nået, og at både ambitioner for den grønne omstilling og den aktuelle energiforsynings¬krise viser, at vi har turdet tænke både stort og rigtigt, siger bestyrelsesformand Niels Hörup.

Besøg hos hele værdikæden
Men biogas er meget mere end blot selve anlægget til produktion af gas og afgasning til nye ressourceprodukter. Produktionen kræver et netværk bestående af flere typer af leverandører og aftagere for at være lønsom. Delegationen fra Litauen besøgte derfor på leverandørsiden Argo og Gemidan, der leverer organisk affald, forarbejdet til pulp og CP Kelco, som leverer biomasse bestående af affald fra produktionen af pektin. På aftagersiden besøgtes Solrød Fjernvarme, som den største aftager af den lokalt producerede biogas.

Borgmester: Lærerigt og inspirerende besøg
Borgmesteren i Jonava Kommune, Mindaugas Sinkevičius betegner besøget som meget lærerigt.
- Såvel for mig som borgmester som for repræsentanterne fra vores forvaltning og forsyningsselskaber har besøget været meget inspirerende. Vi har fået et overblik over hele værdikæden i produktionen af biogas, og vi vil nu gå i gang med et større arbejde med at kortlægge mulighederne for at etablere et anlæg i vores egen kommune og region, siger Mindaugas Sinkevičius.

Programmet var sammensat og arrangeret af Lindskov Communication, der er bureau for Solrød Fjernvarme, Solrød Biogas og Aluflam-koncernen.

Relevant information

Hjemmeside
http://www.aluflam.dk


Billeder


Pressekontakt

Peter Birck
Adm. direktør
  40732869
Lindskov Communication
  70261979

Firma

Aluflam A/S
Langbjergvænget 13-15
4000 Roskilde, Danmark

  +45 46 75 06 11

http://aluflam.dk

Modtag nyheder fra Aluflam A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater