02/09-19
-
Pressemeddelelse
32 nye ungdomsboliger i Roskilde Midtby
Studiestart på de videregående uddannelser er startet. Derfor var det en lettelse for flere unge mennesker, da de i sidste uge fik nøglerne til deres nye hjem, der skal danne rammerne for hverdagen under studiet. Boligselskabet Sjælland står bag de nye ungdomsboliger i Sankt Peders Stræde, der tidligere var et plejehjem
Glæden var ekstra stor hos de studerende, da de denne uge kunne modtage nøglen til deres nye hjem i det tidligere plejehjem i Sankt Peders Stræde en uge før forventet. De fleste har planer om at flytte ind i weekenden, så de lige når at komme på plads før studiestart mandag.
-Jeg er utrolig glad for at have fået nøglen en uge før tid. Det betyder, at jeg kan starte mit studie op uden stress, da jeg nu kan få tingene på plads og få købt de sidste ting. Dermed kan jeg koncentrere mig om mit studie, når det starter. Der er jo så mange ting, der skal gøres inden – især da det er første gang, jeg skal bo ude alene, siger 19-årige Emilie Søgaard, der starter på sygeplejerskeuddannelsen på Absalon i Roskilde.
Mangel på studieboliger
Over hele landet melder de store byer om mangel på studieboliger – også i Roskilde, hvor Regionalindstillingsudvalget i Roskilde melder, at godt 3000 er på venteliste til en studiebolig eller et kollegieværelse i Roskilde. Men nu gør Boligselskabet Sjælland deres til, at ventelisten falder en smule.
Selskabet har nemlig investeret i det tidligere plejehjem på Sankt Peders Stræde og omdannet den røde bygning til 32 nye ungdomsboliger.
-Der er mangel på studieboliger over hele landet, også i Roskilde Kommune, hvor vi med mange tusinde studerende på en stribe uddannelsesinstitutioner har brug for flere ungdomsboliger. Det vil vi gerne bidrage til at gøre noget ved, og derfor har vi investeret i ejendommen på Sankt Peders Stræde samt renoveret og ombygget den til ungdomsboliger, fortæller direktør Bo Jørgensen fra Boligselskabet Sjælland, der håber, at de ekstra boliger vil give en række studerende en god start på studiet.
Bo Jørgensen fortæller videre, at der har været stor interesse for boligerne på grund af beliggenheden. Med placeringen mellem gågaden og Folkeparken er de studerende nemlig både helt tæt på byens butikker, cafeer og oplevelser, mens de samtidig kan nyde de grønne arealer.
Trygt at bo sammen med andre unge
Netop fordi, studieboligen er Emilie Søgaards første hjem, er hun særligt glad for, at ejendommen rummer flere fællesarealer med mulighed for at styrke relationerne med naboerne.
-Dét at skulle bo sammen med andre unge virker trygt for mig. Det skaber relationer udenfor mit studie, samtidig med at jeg aldrig er helt alene. Dét synes jeg er helt vildt fedt, fremhæver Emilie Søgaard.
Emilie er dermed en af de unge, der er med til at bekræfte en undersøgelse fra Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk, som viser, at gennemsnitsalderen for at flytte fra forældrene er relativt lav i Danmark målt på europæisk plan. Over halvdelen af de unge i Danmark flytter nemlig allerede hjemmefra, når de fylder 20 år, hvilket er i skarp modsætning til blandt andet Sydeuropa, hvor de fleste er omring 30, inden de flytter for sig selv.
Relevant information
Hjemmeside
http://www.bosj.dk
Firma
Boligselskabet Sjælland
Sjællandsvænget 1
4000 Roskilde,
Danmark
+45 46 30 47 00
https://bosj.dk