31/03-20
-
Pressemeddelelse
Sankt Peders Stræde indstillet til Renover prisen 2020
Fokus på bæredygtig renovering med respekt for arkitektur og historie har sikret Boligselskabet Sjælland indstilling til Renover prisen 2020, der hylder inspirerende renoveringsprojekter rundt om i hele landet.
Boligselskabet Sjællands omdannelse af det tidligere plejehjem i den historiske bygning på Sankt Peders Stræde har vist sig at være mere end bare en god idé for at afhjælpe boligmanglen for studerende. Det centrale i renoveringen af den bevaringsværdige bygning til 32 tidssvarende ungdomsboliger har været at bevare ejendommens æstetiske arkitektur og historie for at fastholde Roskildes DNA og karakter. Resultatet har medført, at Sankt Peders Stræde og Boligselskabet Sjælland er blevet indstillet til Renover prisen 2020.
Anerkendelse skaber motivation
Renover prisen uddeles hvert år til et renoveringsprojekt, som har tænkt brugskvalitet, bæredygtighed og bidrag til omgivelserne ind i projektet og kan inspirere andre til funktionsomdannelse af andre historiske bygninger i Danmark.
Hos Boligselskabet Sjælland glæder man sig over nomineringen, der ifølge byggechef Per Bro øger motivationen for at tænke anderledes ved renovering af ældre bygninger.
- Renover prisen er en fantastisk anerkendelse af vores arbejde for at bevare ejendommens historiske udtryk og bidrag til lokalområdet. Sankt Peders Strædes arkitektur og historie er en integreret del af Roskildes DNA, og det kræver helt særlige kompetencer til udførelsen, fordi det historiske skal forenes med en tidssvarende indretning, fortæller Per.
Renoveringen er derfor udført med respekt for kravene til en bevaringsværdig bygning, samtidig med at funktionaliteten er ført ind i det nye årtusind. På den måde bidrager Sankt Peders Stræde fortsat til fortællingen om Roskilde som historisk købstad.
Inspiration for andre
Et andet kriterie for at vinde Renover prisen er projektets bidrag til det bæredygtige byggeri. Særligt det at renovere en historisk bygning fremfor at rive ned og bygge nyt, mener Per Bro understøtter kravene til den grønne omstilling i samfundet.
- Et så omfattende projekt er naturligvis ikke uden arkitektoniske, håndværksmæssige og installationsmæssige udfordringer. Men resultatet skaber en helt speciel stemning og atmosfære, der ikke kan genskabes i nybyggeri. Ved at omdanne et forældet kommunalt plejecenter til tidssvarende boliger opnås der således på mere end en måde en cirkulær tankegang, hvor en bygning går i arv fra ældre til yngre generationer, fremhæver Per Bro og fortsætter:
- Hele idéen med dette projekt har været at skabe nogle nye ungdomsboliger i Roskilde, som er til at betale for at lette trykket på boligmanglen for de unge mennesker. Hvis vi holder det op imod bevarelsen af den historiske identitet og arkitektur, synes vi, at projektet er løst rigtig godt.
De 32 ungdomsboliger blev taget i brug i august 2019. Bag projektet står Boligselskabet Sjælland som bygherre, Enemærke & Petersen som hovedentreprenør og Ingeniør Rambøll som Nova5.
Realdania og Grundejernes Investeringsfond er stifterne bag Renover prisen. Vinderen af prisen modtager den flotte titel ’Danmarks bedste Renovering’, 100.000 kroner samt en statuette, der er udformet som prisens visuelle kendetegn, som er et stort orange ”R”. Vinderen af prisen kåres i september.
FAKTA om Boligselskabet Sjælland:
Boligselskabet Sjælland er Danmarks fjerdestørste boligselskab og administrerer over 12.500 boliger fordelt på ca. 150 afdelinger over det meste af Sjælland. Selskabet har i alt 250 medarbejdere. Læs mere på www.bosj.dk
Kriterier for at vinde Renover prisen
Prisen gives én gang om året til et danskbygget renoveringsprojekt, der har udmærket sig på minimum et eller flere af følgende punkter:
1. Har eksempelværdi og kan inspirere til efterfølgelse.
2. Bidrager til bæredygtig praksis.
3. Udtrykker gode samarbejdsevner mellem de forskellige parter.
4. Det fungerer godt i praksis.
5. Bidrager positivt til omgivelserne.
6. Resultaterne skaber øget værdi for bygningens ejer.
7. Håndværk, ingeniørtekniske ydelser og arkitektur er udført på et højt fagligt niveau.
Firma
Boligselskabet Sjælland
Sjællandsvænget 1
4000 Roskilde,
Danmark
+45 46 30 47 00
https://bosj.dk